Coronavirus giver færre uheld og skader

Det er ikke udelukkende negative ting, der følger med nedlukningen af samfundet på grund af coronavirus.

En analyse af skadestatistikkerne for marts 2020 viser, at Codan har oplevet et markant fald i anmeldelser på særligt nogle områder. KLIK VIDERE OG SE HVAD Foto: Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix
En analyse af skadestatistikkerne for marts 2020 viser, at Codan har oplevet et markant fald i anmeldelser på særligt nogle områder. KLIK VIDERE OG SE HVAD Foto: Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

I marts måned har forsikringsselskabet Codan oplevet færre anmeldelser af uheld og skader end gennemsnitligt for måneden. Det er en af følgerne af, at hverdagen er ændret på grund af coronavirus.

Særligt har virksomheden oplevet et fald i anmeldelser af bilskader, sportsskader og indbrud, skriver Codan i en pressemeddelelse.

Usædvanlig analyse

Forsikringsselskabet Codan har analyseret skadestatistikken for marts 2020. I analysen er statistikken over anmeldelser sammenlignet med det gennemsnitlige niveau for perioden de seneste år.

Analysen viser tydeligt, at anmeldelser af skader på udvalgte områder, er faldet som følge af tiltagene, myndighederne står bag, for at forsinke og mindske spredningen af coronavirus.

Det har blandt andet betydet, at antallet af anmeldte bilskader er faldet med 30 procent. Codan mener, at antallet af uheld i trafikken er mindsket, fordi der er færre, der hver dag skal ud i trafikken for at komme på arbejde. Dog peges det også på, at flere kunder formentlig venter med at tage på værksted til, at samfundet åbner mere op igen.

Mange er hjemme

Udover at det kan mærkes på anmeldelser i forbindelse med ulykker i trafikken, så kan det også mærkes på skader, hvor der gøres brug af indboforsikringen, at de fleste danskere befinder sig hjemme meget af tiden.

– Hovedårsagen er, at antallet af anmeldte indbrud til Codan er faldet med 65 procent, og at simpelt tyveri og cykeltyveri er faldet med 50 procent. Til gengæld ligger elektronikskader og de skader, der opstår uventet og øjeblikkeligt, på samme niveau som normalt, siger Henrik Bundgaard, der er skadedirektør i Codan.

– Med så mange danskere hjemme er det ikke overraskende, at der er færre indbrud, men man kunne forvente en stigning i andre skader, når vi bruger vores hjem, køkken og elektronik meget mere for tiden, tilføjer han.

Pas på påske-ulykker

Der er også et markant fald på anmeldelser af tandskader, ligesom skader med invaliditet som følge af sportsskader er faldet med 50 procent, fordi vi dyrker mindre sport med hinanden.

Men Codan forudser, at der kan komme en del anmeldelser om skader, når danskerne kaster sig ud i gør-det-selv-projekter, som der oftest er en stigning af i den her periode, derfor kommer selskabet med en opfordring.

– På ulykkesområdet kan vi endnu ikke se en stigning i antallet af ulykker som følge af gør-det-selv-projekter i hus og have, som mange kaster sig ud i på denne tid af året, siger skadesdirektøren og fortsætter:

– Vi ser ellers normalt en stigningen i antallet af denne type skader på dette tidspunkt af året. Der kan derfor kun lyde en venlig påmindelse til danskerne om at passe på sig selv og hinanden, når mange i påsken går i gang med at jonglere med det, der er hentet i byggemarkeder og på planteskoler.

Powered by Labrador CMS