Danmark blandt de bedste i verden

Overdødeligheden flader ud

Udgivet Opdateret

Danmark er blandt de lande, der har klaret sig bedst, når det kommer til overdødelighed under coronapandemien.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

Kun overgået af to

Det er den internationale statistikbank, som oprindeligt står bag tallene.

Her fremgår det, at Danmark er det tredje bedste land i verden, når det kommer til overdødelighed fra perioden 1. marts 2020 til 27. marts 2022. 

Danmark er kun overgået af Australien og New Zealand, viser statistikken. 

Høj vaccinationsprocent 

Ifølge Statens Serum Institut skyldes årsagen, at danskerne har været gode til at lade sig vaccinere mod corona. 

Således har 80,9 procent af danskerne fået skudt vaccinen i kroppen og er færdigvaccinerede, mens 76,2 procent har fået et boosterstik oveni. 

Det har alt sammen gjort, at beskyttelsen mod corona har været højere blandt den danske befolkning, skriver SSI.

Danmark har klaret sig rigtig godt, når det kommer til overdødelighed i forbindelse med corona.
Danmark har klaret sig rigtig godt, når det kommer til overdødelighed i forbindelse med corona.

Kan være stolte 

Sundhedsminister Magnus Heunicke mener, at danskerne skal give sig selv et ekstra klap på skulderen og være stolte. 

- Danskerne har virkelig bakket op om den helt centrale del af epidemihåndteringen, som handlede om at lade sig vaccinere. Ordet ”supervåben” er blevet brugt igen og igen, fordi det er sandt, udtaler ministeren i pressemeddelelsen og tilføjer:

- For langt de fleste og for samfundet generelt har vaccinerne haft afgørende betydning i forhold til at forhindre alvorlig sygdom. Vi kan alle sammen være stolte over indsatse. 

I alt er der pr. dags dato gennem tiden registreret 6.060 corona relaterede dødsfald i Danmark. 

Powered by Labrador CMS