Dansk toppolitiker gør comeback

Martin Henriksen (DF) er blevet valgt som spidskandidat og er på vej med bog med bud på DF's genrejsning.

Martin Henriksen vil i Folketinget igen. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Udgivet Opdateret

DF opstiller Martin Henriksen som folketingskandidat i Slagelsekredsen, hvor kultur- og kirkeminister Joy Mogensen er kandidat for S.

Det oplyser Martin Henriksen selv i en pressemeddelelse. Han er blevet valgt på et opstillingsmøde onsdag aften.

Dermed skifter det tidligere folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti kreds fra Københavns Storkreds til Sjællands Storkreds.

Henriksen røg ud af Folketinget ved valget i 2019. Han siger, at han “har brugt en del tid på at overveje fremtiden”. Men han er nået frem til, at hans arbejde i Folketinget for Dansk Folkeparti ikke er overstået.

– Jeg er kommet frem til, at det er vigtigt at kæmpe videre for Danmark. Et af de steder, man kan gøre det, er i Folketinget.

Han nævner selv flere ting, der skal slås på, hvis Dansk Folkeparti, der ved sidste valg gik markant tilbage, skal genrejses.

– Dansk Folkeparti skal igen være det førende parti, når det handler om udlændingepolitik. Jeg synes også, det er afgørende, at vi får gjort mere ud af hjemsendelsesdelen, siger Martin Henriksen.

Han fortæller i øvrigt, at han har en bog på vej, der blandt andet præsenterer bud på, hvordan Dansk Folkeparti kan genrejses.

Den får titlen “Nationalt Selvforsvar” og udkommer til september.

Fik ministerkritik

Martin Henriksen sidder i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse. Desuden har han efter sit exit fra Folketinget stået i spidsen for en gruppe i Dansk Folkeparti, der skal udvikle politik for partiet.

Han har senest været i vælten med en sag, hvor han satte spørgsmålstegn ved, at en person med dobbelt statsborgerskab arbejdede i Udlændingestyrelsen.

Konkret drejede sagen sig om Soma Mayel, der er er jurist og ansat i Udlændingestyrelsen. Hun har både dansk og afghansk statsborgerskab.

Det fik Martin Henriksen til at skrive på Facebook, at det efter hans opfattelse “ikke er holdbart”, at der er ansat afghanske eller andre udenlandske statsborgere i Udlændingestyrelsen. Styrelsen behandler sager om asyl.

Flere prominente politikere, herunder udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), blandede sig i debatten og kritiserede Henriksen.

Selv tvivler Henriksen dog på, at den sag kommer til at svække hans popularitet hos eventuelle DF-vælgere.

– Den historie tror jeg ikke, har gjort skade. Jeg håber, den har været med til at sætte fokus på en relevant problemstilling, siger han.

Powered by Labrador CMS