Danske fiskere må fange mere til næste år

Newspaq
Udgivet Opdateret

Danmarks kvoter for en række fiskearter er forhøjet efter lange forhandlinger i EU. Dan Jørgensen er tilfreds.

Danske fiskere får lov at fange flere fisk i 2015. Kvoterne for næste år er tirsdag aften faldet på plads efter intense forhandlinger mellem EU’s fiskeriministre og EU-Kommissionen, oplyser fødevareminister Dan Jørgensen (S).

– Vi har landet en aftale, der er bæredygtig for både miljøet og de danske fiskere, siger han.

Fiskerne i Nordsøen får højere kvoter på brisling – hele 62 procent – og på sperling, torsk, rejer, rødspætter og jomfruhummer, mens der bliver flere torsk og jomfruhummere til fiskere i Skagerrak.

– Aftalen viser, at vækst og miljø ikke er en modsætning, men derimod hinandens klare forudsætning, siger Dan Jørgensen.

EU-Kommissionen har ifølge ministeren igennem de seneste måneder skabt usikkerhed hos de danske fiskere ved at sætte spørgsmålstegn ved de nuværende regler for bifangst. Den usikkerhed er nu væk.

– Det ville have kostet danske fiskere en milliard kroner, hvis kommissionen havde holdt fast i sit forslag, der havde gjort det praktisk umuligt at fiske brisling, tobis og sperling næste år. Som en ekstra fjer i hatten får fiskerne også større kvoter på vigtige arter næste år, siger Dan Jørgensen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS