Danskerne: Ytringsfriheden er ikke truet

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Over halvdelen af danskerne mener ikke, at ytringsfriheden i Danmark er truet efter terrorhandlingerne i Paris. Det skriver Jyllands-Posten, som har fået analyseinstituttet Wilke til at måle danskernes holdning til ytringsfrihed.

52,5 procent af de adspurgte i undersøgelsen svarer, at de ikke mener, at der er en trussel mod ytringsfriheden, mens 41,7 procent mener, at ytringsfriheden er under pres. Af dem mener 9 ud af 10, at truslen kommer fra islamisk terrorisme.

Tallene vidner dog alligevel om, at danskernes holdning er stort set uændret trods terrorangrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Tilbage i 2013 viste en måling nemlig, at 53 procent ikke mente, at ytringsfrihedens var truet, hvilket kun er en forskel på 0,5 procentpoint.

Formand for Trykkefrihedsselskabet mener dog, at resultatet skal ses som et udtryk for, at det for længst er gået op danskerne, at der i dag er en stor trussel mod det frie ord.

»Vi har jo haft et utal af terrorforsøg i Danmark rettet mod både Jyllands-Posten, Kurt Westergaard og Lars Hedegaard. Det har for længst åbnet folks øjne for, at det her er gravalvorligt, og jeg tror, at folk tænker om angrebet på Charlie Hebdo, at det er mere af det samme,« siger Katrine Winkel Holm til avisen.

Formanden for Folketinget, Mogens Lykketoft (S), er dog glad for målingens resultat.

»Det er afgørende, hvad folk mener: De føler ikke, at ytringsfriheden er truet, og derfor vil de altså heller ikke lægge bånd på sig selv i forhold til at få deres meninger frem,« siger han.

Powered by Labrador CMS