Den norske konge klar til Danmark

Harald har det godt op til sit og dronnings Sonjas besøg hos dronning Margrethe

Udgivet Opdateret

Norske kong Harald har det strålende, få uger efter at han har været indlagt med en infektion.

Det siger kongen til det norske nyhedsbureau NTB i forbindelse med et officielt besøg i Nordland i det nordlige Norge.

Ikke den rareste periode

Den 86-årige konge er afsted sammen med dronning Sonja på et fire dage langt besøg blot tre uger efter, at han var indlagt på sygehuset i en uge.

- Det var selvfølgelig ikke den rareste periode i ens liv. Men det hele er gået utrolig godt, og jeg ved, at kongen har de bedste læger og en rigtig god dialog, siger dronning Sonja, da parret møder pressen.

- Jeg kan sige, at det var utrolig kedeligt, tilføjer kong Harald. 

Kong Harald og dronning Sonja er på officielt besøg i Nordland. Besøget sker, kun tre uger efter at kongen var indlagt med en infektion.
Kong Harald og dronning Sonja er på officielt besøg i Nordland. Besøget sker, kun tre uger efter at kongen var indlagt med en infektion.

På vej til Danmark

Kong Harald og dronning Sonja skal på to dages besøg i Danmark i næste uge.

De ankommer med det norske kongeskib "Norge" til København torsdag, hvor de bliver modtaget af dronning Margrethe i København.

Samme aften er der festmiddag på Amalienborg.

Dagen efter sejler kongeparret videre til Aarhus. Her står de blandt andet i spidsen for en norsk erhvervsdelegation i Danmark.

Powered by Labrador CMS