Der er en ny Mørck i kælderen

De første fire film var bragende succeser, men det tager skuespilleren, som overtager rollen, med ophøjet ro.

Udgivet Opdateret

Når filmatiseringen af femte bind i Jussi Adler-Olsens krimithrillerserie om Afdeling Q får premiere den 4. februar 2021, er det for første gang med Ulrich Thomsen i rollen som Carl Mørck.

Nu er den første teaser landet til “Marco effekten”, og den viser en hæsblæsende jagt efter romadrengen Marco, som flygter fra sin egen familie, der vil invalidere ham, så han kan vække mere medlidenhed, når han tigger.

Også politiet vil have fat i Marco, og jagten efter ham bringer Carl Mørck på sporet af årelang multinational korruption i bankverdenen og svindel på ministerielt plan.

– Vi har forsøgt at lave en spændende og underholdende film. Jeg har altid en god fornemmelse for, hvordan det bliver, og ambitionerne er med i “Marco effekten”, siger Ulrich Thomsen.

– Der er godt tempo, god musik og en kriminalgåde, som skal forsøge at holde folk engagerede, lyder det fra Ulrich Thomsen.

Den 56-årige skuespiller har overtaget rollen fra Nikolaj Lie Kaas, der portrætterede Carl Mørck i de første fire filmatiseringer.

Helt efter planen

“Journal 64”, som havde premiere i 2018, blev den sidste film, Nikolaj Lie Kaas havde kontrakt på.

– Der blev skrevet noget i starten om, at Nikolaj blev vraget. Det er ikke sandt. Han havde kontrakt på fire film og skulle bagefter til Storbritannien for at arbejde, så han kunne heller ikke, hvis det var, understreger Ulrich Thomsen.

– Så de var nødt til at finde en anden under alle omstændigheder, men jeg er da glad for, at de valgte mig, siger skuespilleren, der ikke tøvede med at sige ja til rollen.

Noget at leve op til

De fire første film blev bragende publikumssucceser, men det tager Ulrich Thomsen med ophøjet ro.

– Nikolaj har jo spillet rollen før, og der er jo sikkert en masse mennesker, der har et forhold til det. Sådan er det jo altid, men det er ikke noget, jeg tænker over, siger han.

Jussi Adler-Olsen har planlagt ti bøger i fortællingen om Afdeling Q.

Filmatiseringen af sjette bog i rækken, “Den grænseløse”, skal efter planen have premiere i 2022, dernæst “Selfies” i 2024 og så “Offer 2117” i 2026.

De sidste to film er endnu ikke planlagte – for bøgerne er endnu ikke udgivet.

Faktisk er sidste punktum endnu ikke sat.

Alligevel har Ulrich Thomsen takket ja til at slutte fortællingen af filmisk og dermed være en del af filmatiseringen af universet omkring ti år frem.

– Det har jeg det helt fint med, siger han og uddyber:

– De bøger, der er skrevet nu, er gode, så jeg kan ikke se, hvorfor de skulle blive dårligere lige pludselig. Det er ikke bare en film, der skal laves, men en serie, så karakteren ændrer sig også.

– Han bliver ældre med tiden også, så det ikke bare er Hercule Poirot i endnu en Agatha Christie-krimi, der skal opklare et nyt mord. Der er en vis udvikling i bøgerne og filmene, som følger ens egen naturlige udvikling.

“Marco effekten” har premiere den 4. februar 2021.

Du kan se filmens trailer HER.

Powered by Labrador CMS