Der er flækket en rude … på den internationale rumstation

Kan man sende en glarmester på mission i rummet?

Den Internationale Rumstation ISS er blevet ramt af stenslag.Foto: Scanpix / HO
Foto: Scanpix / HO

Udgivet Opdateret

Tim Peake er astronaut, og opholder sig for tiden på Den Internationale Rumstation, ISS. Som en række af hans kolleger er Tim flittig til at dele oplevelser fra livet i rummet med de, der følger ham på Twitter, og det var netop her, at Tim torsdag lagde et billede op, der ganske nydeligt viste en flækket rude. I rummet. Det skriver The Register.

Det er her virkelig vigtigt at understrege, at en flækket rude på en rumstation som sådan ikke er mere farligt end en flækket forrude på en bil. Vinduerne på ISS består af fire lag specialfremstillet glas, og det er udelukkende det ydre lag, der er akut ramt af stenslag.

Årsagen til den knækkede rude er …

Set fra afstand kan verdensrummet se både stort og en anelse tomt ud, når man står og stirrer på himlen, med fødderne solidt plantet på jorden, men der suser alligevel en del skidt rundt om ISS, og det er faktisk et menneskeskabt element, der er årsag til den flækkede rude. Det Europæiske Rumagentur (ESA) har nemlig en formodning om, at det er en stump maling fra en satellit eller lignende, der er banket ind i ruden og har forårsaget skaden.

I dette tilfælde har der været tale om et lillebittestykke, der alligevel har skabt en solid ridse i en specialfremstillet rude. Og ESA frygter da også, at større og væsentligt farligere elementer en dag hamrer ind i rumstationen. Ifølge ESA kan et objekt større end 10 centimeter eksempelvis smadre en rumraket, skriver The Register.

Ruden kan faktisk skiftes fra rummet

Rummissioner er nogle interessante størrelser, fordi et problem som dette på sin vis kan virke både ufarligt, grundet de store sikkerhedsforanstaltninger, men også en anelse svært at løse. For er der overhovedet ekstra ruder ombord på ISS? Ja. Det er der faktisk. Og The Register skriver ydermere, at astronauterne skam også selv kan skifte disse ruder. Det kræver dog lige, at den del af ISS, der skal have skiftet en rude, bliver tømt for mennesker, så hele ruden kan blive pillet ud, og en ny kan blive sat ind. Og som med stenslag i bilruder er dette ikke en proces, man går igang med, før det er virkelig nødvendigt.

 

 

Powered by Labrador CMS