-Der er sket et kæmpe skifte

Meget har ændret sig, siden Sigurd Barrett første gang havde små børn. Men han vil hellere følge med udviklingen end sige, at det var bedre i gamle dage

Sigurd Barrett danner privat par med den færøske violinist Heidrun Petersen. Den ældste af deres to døtre blev født i 2019, da Sigurd Barrett var 52 år gammel. (Arkivtoto).
Sigurd Barrett danner privat par med den færøske violinist Heidrun Petersen. Den ældste af deres to døtre blev født i 2019, da Sigurd Barrett var 52 år gammel. (Arkivtoto).
Udgivet Opdateret

Når musikeren Sigurd Barrett afleverer sin datter i institution, skal han skrive afleveringstidspunktet ind på en computer. Det samme gælder, når hun skal hentes igen.

Sådan var det langtfra, da han blev far første gang, siger han.

Men det var også i halvfemserne, og livet som småbørnsforælder ser anderledes ud i dag, fortæller den 55-årige entertainer, der blev far igen i 2019.

- Der er sket et kæmpe skifte. Den der kontrol og dokumentationsgrad havde vi ikke dengang. Der afleverede vi dem bare, og så hentede vi dem igen klokken 15, siger han og fortsætter:

- Men jeg gider ikke at være en gammel, sur mand, som siger: "Det var meget bedre dengang". Tiderne har skiftet, og værdierne er blevet nogle andre. Jeg vil hellere følge med, end jeg vil sidde og være kontrær, lyder det fra den kendte pianist.

Har syv børn

Han har i alt syv børn, hvoraf han har fået de første fem med sin ekskone, Winnie Merete Barrett.

De to yngste har han med sin nuværende partner, Heidrun Petersen, der er 24 år yngre end ham.

- Vi ved godt, at vi er fra to forskellige generationer, lyder det fra Sigurd Barrett, der fortsætter:

- Men jeg nærmer mig hende, og hun nærmer sig mig. Jeg synes, vi er gode til det, siger han om deres fælles forældreskab.

Sigurd Barrett blev for alvor kendt som vært på børneprogrammet "Sigurds Bjørnetime". Lige siden har han formidlet til børn på et utal af måder, herunder gennem bøger, teater og koncerter.

Man kan godt mærke det

At han stadig gør det - i øvrigt med stor succes - skyldes ikke mindst Heidrun Petersen, siger han.

- Hvis ikke jeg havde mødt Heidrun, ville jeg nok i højere grad være i fare for at blive bagstræberisk. Og så ville jeg ikke have lyst til at skrive til børn og unge mennesker, siger han og uddyber:

- Man kan godt mærke det, når nogle skriver noget, som forherliger det gamle, og som hele tiden er kritisk over for det nye. Det gør mig ked af det at læse sådan noget, for jeg synes, vi skal være åbne over for nye muligheder.

Kritisk over for det nye

På nogle områder forholder han sig dog anderledes kritisk over for det nye.

Det gælder særligt fremkomsten af sociale medier, som han i den grad mener, har forandret livet som forælder.

- I dag tænker vi mere over, hvordan ting ser ud. Det kan godt være svært at skulle leve op til, at man altid skal gøre de rigtige ting på alle billeder, og at ens børn altid skal fremstå glade og lykkelige, lyder det fra Sigurd Barrett.

Holdningen til sociale medier er et af de steder, hvor han tydeligt kan mærke generationskløften mellem ham og de andre forældre i børnehaven - herunder hans egen partner.

De er vokset op med Facebook og Instagram. Det er han ikke.

Rammer også børnene

Og presset fra kameraerne og de sociale medier ligger ikke kun på forældrene, tilføjer Sigurd Barrett. Det rammer på sin vis også børnene.

- Når vi forældre tager billeder af vores børn, så gør vi det jo, fordi vi synes, de er virkelig dejlige, siger han og fortsætter:

- Men jeg synes, det er lidt synd for børnene, hvis de altid skal være underlagt det. De skal også have lov til at være i fred og kunne undersøge og udforske verden på egen hånd, lyder det fra den 55-årige far.

Hans to yngste døtre er født i henholdsvis 2019 og 2020. Med to små børn derhjemme er der altså nok at se til for familiefaren, der dog stadig finder tid til arbejdet.

Han har optrådt på årets Smukfest og er netop nu i gang med teaterkoncertturnéen "Sigurd fortæller om naturvidenskab", inden en række julekoncerter venter i december.

Sigurd Barrett har arbejdet med musik og formidling til børn, siden han i 1998 slog igennem med programmet 'Sigurds Bjørnetime'. (Arkivfoto).
Sigurd Barrett har arbejdet med musik og formidling til børn, siden han i 1998 slog igennem med programmet "Sigurds Bjørnetime". (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS