Derfor er din internetforbindelse så dårlig

Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Internetforbindelsen skal selvfølgelig være trådløs – eller skal den? Eksperter forklarer, hvorfor du har problemer med wifi-forbindelsen.

Du ser dem ikke, men din dagligstue er fyldt med små radiobølger, som konstant sender informationer frem og tilbage i en lind strøm forbi din næsetip.

Luften er blevet en motorvej af elektromagnetiske bølger, der holder liv i alt dit elektroniske habengut lige fra tv og radio til trådløse højttalere og ikke mindst din wifi-forbindelse.

Problemet er bare, at dine dimser efterhånden ofte taler så højt i munden på hinanden, når de sender informationer frem og tilbage, at det går ud over din trådløse internetforbindelse, som kan have svært ved at komme til orde i den digitale hønsegård.

Derfor kan du nemt opleve udfald og ventetid, når du surfer.

Udbredt problem

Problemet er udbredt, mener to eksperter, og det skyldes bl.a., at en stor del af vores hjemlige elektronik bruger det samme frekvensbånd – det såkaldte 2,4 Ghz-bånd, fordi det er velegnet til dataoverførsel og i øvrigt frit tilgængeligt, siger Lars Dittmann. Han er professor hos DTU og ekspert i trådløse netværk.

– En stor del af vores trådløse elektronik bruger det samme frekvensbånd, og det bliver især et problem, hvis man bor i et tæt befolket område, siger Lars Dittmann.

For at holde styr på de mange radiobølger har staten reserveret nogle af frekvenserne til fx tv- og radio-formål, men 2,4 Ghz kan alle til gengæld bruge.

Et godt råd er derfor at lukke munden på de ting, du ikke bruger, når du skal på nettet og bruge kablede forbindelser, når det er muligt, siger han.

Lars Dittmann kalder det en “skidt” tendens, at alting skal være trådløst.

Han anbefaler derfor, at de ting, som er nogenlunde permanente i din husstand, f.eks. fjernsynet og højttalere skal have en kablet forbindelse. Jo flere kabler, jo bedre og mere stabile forbindelser får man, fordi du ikke skal dele forbindelsen med andre, vurderer Lars Dittmann.

Flere bruger kabel

Samme toner lyder der fra Torben Rune, som er teleanalytiker og direktør i selskabet Netplan.

Torben Rune ser allerede en lille tendens til, at forbrugerne skifter trådløse forbindelser ud med et netværkskabel.

– Det er så småt ved at gå op for os, at en trådløs forbindelse ikke er en erstatning, men et supplement til den kablede forbindelse, siger han.

Her spiller det bl.a. ind, at flere køber 4K-fjernsyn i disse år og får brug for stabile forbindelser til at streame film i højeste kvalitet.

Til de ting, som er og kun kan være trådløse, kan et alternativ til det overfyldte 2,4 Ghz-bånd være 5 Ghz-båndet, som mange nyere routere og smartphones understøtter.

Fordelen er, at få på nuværende tidspunkt bruger det, og at det er reserveret til internet. Gå derfor efter en router, som kan tale 5 Ghz-sprog, anbefaler de to netværkseksperter.

Fakta:

Et frekvensbånd er en samling af frekvenser, som typisk er delt op i en række kanaler fra 1-13, som man kender det fra en radiomodtager. Når din trådløse router benytter 2,4 Ghz-båndet, er det vigtigt, at du vælger den rette kanal. Ellers risikerer du, at din nabo bruger den samme kanal.

Teleselskaber har på deres hjemmesider vejledninger til, hvordan du vælger den rette kanal.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS