DF: Det nytter ikke at sprede indvandrere

Arkivfoto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Det danske folk ændrer karakter, når etniske danskere ifølge en ny analyse er ved at komme i mindretal i Brabrand, Brøndby Strand og en række andre postnumre.

Det mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen (DF), der finder udviklingen stærkt bekymrende.

»Det er helt forrykt, at vi nu er kommet dertil, hvor der er hele postnumre, hvor danskerne er ved at være i mindretal. Det kan godt være, det er en kontroversiel melding, men vi mener nu engang, at Danmark er danskernes land,« lyder det fra DFeren.

Analysen er lavet af Ugebrevet A4, som har undersøgt, hvor mange personer med indvandrerbaggrund der bor i hvert postnummer i Danmark. Den bygger på tal fra Danmarks Statistik og dækker over indvandrere, flygtninge og deres børn. Og analysen konkluderer altså, at der i en række postnumre i København, Aarhus og Odense bor over 30 procent med anden etnisk baggrund end dansk.

Den udvikling kan ifølge Martin Henriksen kun ændres på én måde: Ved at begrænse udviklingen fra ikke-vestlige lande.

»Det handler om antallet, der kommer hertil, og så længe, der kommer så mange, som der gør, så nytter det ikke noget at sprede indvandrerne mere ud, for det vil blot sprede problemerne,« siger Martin Henriksen.

Han kritiserer desuden de øvrige partier på Christiansborg for ikke at forholde sig direkte til udviklingen.

»Der er ingen vilje til at sige, at Danmark skal finde en bedre balancegang, og den er vi langt væk fra, som det ser ud i dag. Det burde være det vigtigste emne på Christiansborg, men ingen diskuterer det. Enten er de ligeglade, eller også er de i vildrede om, hvordan det skal løses,« siger Martin Henriksen.

Powered by Labrador CMS