Dinosaurer gav næstbedste sæson i Givskud

De store dinosaurer har været med til at give Givskud Zoo den næstbedste sæson nogensinde. Foto: Givskud Zoo/Presse
Udgivet Opdateret

Givskud Zoo har haft sin næstbedste sæson nogensinde – blandt andet på grund af vejret og dinosaurer

Ikke siden år 2000, hvor gorilla-anlægget åbnede i Givskud Zoo har der været så mange gæster i parken.

Cirka 393.000 gæster forventes at have været i parken i løbet af sæsonen.

– De 25 dinosaurer har været et kæmpe trækplaster, og gæsterne har taget rigtig godt imod udstillingen. Både børn og voksne har været fascineret af de store fortidsdyr, fortæller direktør Richard Østerballe og henviser til den store dinosaur-udstilling med fortidsdyr i 1:1 størrelse.

Dinosaur-udstillingen bliver i øvrigt permanent og udvides med 15 nye dinosaurer i 2016.

Flere udenlandske gæster og godt vejr

Ifølge Richard Østerballe er der dog også andre årsager til den succesrige sæson:

– I vores samarbejde i Legoland Billund Resort har vi sammen med Legoland, Lalandia og otte kommuner lavet kampagner på otte markeder i Europa. Det har forventeligt givet flere udenlandske gæster i parken. Hertil kommer, at vi har været begunstiget med godt zoo-vejr i hele sæsonen. Et år med et varmt forår, en kølig sommer og lunt efterår trækker gæster til zoo, siger han i en pressemeddelelse.

Måtte sige farvel til Samson

Sæson 2015 blev desværre også en sæson, hvor Givskud Zoo, og ikke mindst gæsterne, måtte sige farvel til den 45-årige hangorilla Samson, der kom til Givskud Zoo fra København Zoo i slutningen af 90’erne. Han var populær blandt besøgende gæster, og havde blandt andet sin egen Facebook-profil og særligt Samson-merchandise.

– Samson er den største personlighed, vi har haft i parken siden næsehornet Brutalis. Det er ikke til at sige, om der vil komme en lignende igen, forklarer Richard Østerballe, men tilføjer:

– Trods dødsfaldet, har der også været noget at glæde sig over. Helt sensationelt kom der to kæmpeodder-unger til verden i marts. De stortrives og er nu næsten på størrelse med deres forældre. Vi håber, at kæmpeodderfamilien vil vokse i antal i de kommende år, så gæsterne kan opleve en stor flok aktive kæmpeoddere.

Givskud Zoo åbner igen den 24. marts 2016 – men der er åbent i vinterferien 15. til 19. februar.

Powered by Labrador CMS