Disse byer får nu en politistation

Politistationernes placeringer er dog ikke afgørende for den politiindsats, der kan ydes i nærområdet, lyder det fra ekspert

Flere byer få nu sin egen nærpolitistation. Foto: Torben Klint/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Citathistorie:TV2 Lorry

Der kommer 20 nye nærpolitistationer i Danmark.

I hovedstadsområdet kommer der således nærpolitistationer i byerne Helsinge og Kastrup, ligesom der også kommer stationer i tilknytning til fire udsatte boligområder – Nivåhøj/Islandshøjparken i Nivå, Høje Gladsaxe i Gladsaxe, Askerød i Hundige og Vildtbanegård i Ishøj.

Det erfarer TV 2 Lorry, der har fået indsigt i dokumenter fra Justitsministeriet.

I bunden af artiklen kan de se en oversigt over, hvor nærpolitistationerne bliver placeret i resten af landet.

I december sidste år indgik regeringen og en række andre partier et nyt politiforlig, der blandt andet indeholdt oprettelsen af nye nærpolitistationer. Her blev det offentliggjort, i hvilke kommuner de nye nærpolitistationer skulle placeres.

Onsdag ventes det så nu, at Justitsministeriet offentliggør de nøjagtige placeringer for de mere end 20 nye nærpolitistationer i hele landet.

Det kan ud fra et politifagligt synspunkt give god mening at placere en nærpolitistation i eksempelvis Høje Gladsaxe, hvor der ikke tidligere har været nærpoliti, mener Adam Diderichsen, adjunkt og politiforsker på Københavns Professionshøjskole.

Han mener dog ikke, at en nærpolitistations placering i sig selv har betydning for, om borgerne vil opleve mere tryghed i deres hverdag. Til gengæld kan selve stationen være med til at opbygge en tættere relation mellem borgere og politibetjentene.

– Man kan arbejde mere forebyggende og gå i dialog med borgerne om problemer. Og der skal man selvfølgelig ikke være for langt væk, men det afgørende er, at man er til stede over en længere periode og opbygger gode relationer, siger Adam Diderichsen.

Forebyg blandt unge

Han mener eksempelvis, at lokalpoliti kan være med til at forebygge, at unge ender i organiseret kriminalitet.

TV 2 Lorry kunne i marts måned fortælle, at Helsinge i Gribskov Kommune har været plaget af flere voldsomme overfald på unge. I slutningen af marts kulminerede det med to lokale demonstrationer under overskriften ’Nej til bander i Gribskov’.

Og nu vil borgerne i nordsjællandske Helsinge altså inden længe se politibetjente rykke ind i byen. TV 2 Lorry erfarer, at den gamle politistation i byen, som blev forladt i 2014, bliver genetableret som nærpolitistation med en ugentlig åbningstid på 15 timer.

Nøjagtig placering ikke vigtig

Adam Diderichsen mener dog, at det ikke ville betyde noget, om den nye nærpolitistation blev placeret i Gilleleje eller Helsinge i Gribskov Kommune.

– Betjentene skal ikke sidde på stationen ret meget. Det hjælper ikke. De skal ud at lære de unge at kende, snakke med lokale borgere, skolen og ungdomsklubben. Det kan du godt gøre i Helsinge, hvis stationen ligger i Gilleleje. Men det er en fordel, at den ikke ligger i København, siger Adam Diderichsen.

Han mener desuden, at snakken om åbningstider kan blive en ”pseudo-debat”.

– Der er noget andet, der er vigtigere, end om den har åbent 15 eller 20 timer. Man skal sørge for, at det er de samme folk, der arbejder der. De skal være der i en længere periode, og de skal have de rette kompetencer til at lave dialogbaseret politiarbejde, siger Adam Diderichsen.

Nye nærpolitistationer

Kommune – by

Brønderslev – Brønderslev
Vesthimmerlands – Aars
Odder – Odder
Ikast-Brande – Ikast og Brande (I Brande åbent én dag om ugen (åbningstid ikke angivet))
Struer – Struer
Billund – Grindsted
Hedensted – Hedensted
Tønder – Toftlund og Skærbæk (I Skærbæk åbent to timer om ugen)
Esbjerg – Ribe
Assens – Assens
Nyborg – Nyborg
Sorø – Sorø og Dianalund (I Dianalund åbent to timer om ugen)
Odsherred – Asnæs
Gribskov – Helsinge
Tårnby – Kastrup
Esbjerg – Esbjerg på Stengårdsvej
Slagelse – Korsør (i tilknytning til Motalavej)
Greve – I eller ved indkøbscenteret Waves (Hundige) (i tilknytning til Askerød)
Fredensborg – Nivå i Nivåhøj/Islands-højparken
Ishøj – Ishøjcenteret (i tilknytning til Vildtbanegård)
Gladsaxe – Høje Gladsaxe

Ugentlig åbningstid er mindst 15 timer om ugen medmindre andet er angivet.

Samlet set vil der være:
– 13 nye lokaliteter hvor der ikke i dag er ugentlig åbningstid
– 3 eksisterende lokaliteter får udvidet åbningstid (Her er medregnet Ribe, som reelt kan siges at være en ny ”satellit-station”, men som får åbningstid som en nærpolitienhed)
– 5 eksisterende lokaliteter lukkes og erstattes af nye nærpolitienheder, der flyttes til nye lokaliteter i samme by
– 3 nye ”satellit”-stationer

Kilde: Justitsministeriet

Powered by Labrador CMS