Dødsensfarlig bakterie fundet i salater solgt i hele landet

Pas på, hvad du putter i munden.

Udgivet Opdateret

Forskellige salater solgt i en lang række supermarkeder i hele landet kaldes nu tilbage, fordi producenten har konstateret, at der ved en egenkontrol er blevet konstateret listeria i produktet.

En infektion med madbakterien Listeria monocytogenes kan give sygdommen listeriose. Listeriose er forholdsvis sjælden sammenlignet med for eksempel salmonellose fra salmonella. Til gengæld er listeriose en meget alvorlig og livstruende sygdom.

I en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen fremgår det, at virksomheden Flensted Snitgrønt ved en egenkontrol har konstateret netop Listeria monocytogenes i følgende produkter:

Easy Taste spidskål med broccoli 275g, EAN: 5706522224621
Easy Taske Kålsalat med sprøde rødder 300g, EAN: 705830604729
Easy Taste Spæd kålsalat 320g, EAN: 5706522224638
Sidste anvendelsesdato: 30-01-2018

COOP Broccolisalat med et strejfs af chili 250g, EAN: 5700382419944
COOP Grønkålssalat med Quinoa og et tvist af råsyltet rødløg 250g , EAN: 5700382553051
COOP spidskålssalat med mormordressing 345g, EAN: 5700384117756
Sidste anvendelsesdato: 30-01-2018

Solgt mange stedet

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Flensted Snitgrønt. Vi ville gerne have hørt, hvor meget salat, der er tale om.

”Easy Taste”-produkterne er solgt i Rema 1000-butikker, mens ”COOP”-produkterne er solgt i internetbutikken Coop.dk/Mad, Kvickly, Superbrugsen, Dagli’brugsen, Irma, Brugsen og Fakta, fremgår det af pressemeddelelsen.

Listeria

  • Listeria er en miljøbakterie og kan gemme sig i produktionsmiljøer i fødevarevirksomheder. Listeria kan være et problem i fødevarer med lang holdbarhed ved køletemperatur.
  • Listeria i en fødevare er ofte tegn på, at varen ikke har været varmet nok op, så de naturlige listeriabakterier har overlevet. Listeriabakterier dør ved en varmebehandling til 75 °C.
  • Listeria kan også være tilført en fødevare efter varmebehandling, hvis der er listeria i produktionsmiljøet, fx i slicemaskinen. Det er set for fx koldrøget fisk og gravad fisk, kødpålæg og færdigretter.
  • Listeria er meget robust. Den tåler udtørring og høje saltkoncentrationer, og er derfor svær at komme af med.
  • En infektion med madbakterien Listeria monocytogenes kan give sygdommen listeriose. Listeriose er forholdsvis sjælden sammenlignet med fx salmonellose fra salmonella. Til gengæld er listeriose en meget alvorlig og livstruende sygdom.
  • Normalt bliver ca. 50 personer syge af listeria om året, når der ikke er større sygdomsudbrud. I 2014 var der fx 92 syge, hvoraf de 41 skyldtes et større sygdomsudbrud fra rullepølse.
  • Hvis du er sund og rask og bliver smittet med listeria, bliver du sjældent alvorlig syg af listeria, men du kan få kortvarig diarré eller influenzalignende symptomer. Disse sygdomstilfælde bliver oftest ikke talt med i statistikkerne over sygdom.
  • Hvis du har nedsat immunforsvar, fordi du er alvorligt syg og/eller tager medicin, der dæmper immunforsvaret, har du risiko for at få mere alvorlige symptomer som blodforgiftning og meningitis. Dødeligheden blandt patienter med alvorlige symptomer er ca. 25 %.
  • Er du gravid, er der risiko for, at du kan smitte det ufødte barn. Det kan føre til abort/dødfødsel eller fødsel af et barn med blodforgiftning og/eller meningitis. Du bliver sjældent selv syg af listeria.
  • Symptomerne på sygdom kan vise sig fra få dage efter, at man er blevet smittet og helt op til to måneder efter. De fleste bliver syge efter 2-3 uger.
  • Kontakt din læge, hvis du har mistanke om at være smittet med listeria.

Kilde: Fødevarestyrelsen

“Forbrugere rådes til at levere produkterne tilbage til butikken, hvor de er købt, eller at kassere dem”, skriver Fødevarestyrelsen.

Powered by Labrador CMS