Dom: Sex-kidnapperen idømt forvaring

Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Sex-kidnapperen fra Fyn idømt forvaring.

Forvaring på ubestemt tid.

Sådan lyder dommen over den 41-årige fynske sexkidnapper Claus Jensen.

Dommen er netop faldet klokken 14 ved Retten i Odense, hvor retsformand Ingrid Therkelsen læste den op flankeret af domsmændene på hver sin side.

Den nu dømte Claus Jensen, som under sin 16 måneder lange varetægtsfængsling har taget navneforandring fra sit oprindelige navn Nis Bekker-Hansen, er dømt skyldig i bl.a. frihedsberøvelse og voldtægt, forsøg på voldtægt og flere andre grove seksuelle krænkelser mod en 11-årig pige fra Øster Skerninge på Sydfyn og en 10-årig pige fra Refsvindinge på Østfyn i efteråret 2012.

De to piger blev kidnappet og udsat for de meget grove sexovergreb henholdsvis den 26. oktober og 14. november 2012.

Den pædofile Claus Jensen fikserede de hjælpeløse piger ved at bagbinde dem med kraftige plastikstrips og trække en mørk halsedisse ned over deres hoveder for at blinde deres syn.

Selve overgrebene skete på bagsædet af Claus Jensens bordeauxrøde Opel Astra tæt ved pigernes hjem.

Trods det ganske frygtelige, de to mindreårige ofre var blevet udsat for, var de bagefter i stand til at beskrive den dengang ukendte gerningsmand og hans køretøj ret detaljeret.

Derfor blev han i offentligheden kendt som “Manden i den røde bil”, mens Fyns Politis efterforskere var i gang med en regulær klapjagt på ham i tiden efter overgrebene.

Hele otte måneder skulle der gå, før børn og forældre på Fyn kunne ånde lettet op. Claus Jensen, som på det tidspunkt stadig hed Nis Bekker-Hansen, blev afsløret som den frygtede sexkidnapper den 1. juli 2013 ved en fuldstændig tilfældighed.

Den dag udbrød der en mindre brand i hans 1. sals lejlighed på Skippervænget 10 i det nordlige Odense, og da brandfolk og politi blev kaldt til adressen, fandt de under den efterfølgende ransagning de afgørende beviser for, at den pædofile mand, som alle havde frygtet gennem måneder, nu var afsløret.

Udover at være skyldig i sexovergrebene på de to piger, blev Claus Jensen også dømt skyldig i besiddelse af en enorm mængde børneporno – helt præcis 100.034 film- og fotos.

Han blev også dømt skyldig i ulovlig omgang med og besiddelse af skydevåben og blankvåben, ligesom han blev dømt skyldig i besiddelse og tilvirkning af en lang række farlige sprængstoffer, som han havde fabrikeret oppe i sin lille 1. sals lejlighed på Skippervænget.

Powered by Labrador CMS