Dommer løslader psykisk syg

Kriminalforsorgen har ikke efterkommet afgørelser fra byret. Derfor er dømt løsladt. Advokat: Systemet svigter

Selv om retten havde bestemt, at en psykotisk iransk mand skulle være i behandling på en lukket psykiatrisk afdeling, var han placeret i Politigårdens Fængsel. Foto: Lars Møller/arkiv/Scanpix
Udgivet Opdateret

En psykotisk mand er blevet sat på fri fod af en dommer i Københavns Byret, fordi Kriminalforsorgen ikke har kunnet finde en plads til den syge på en lukket psykiatrisk afdeling.

Løsladelsen skyldes, at dommeren har fået nok.

Blev anbragt i celle

To gange tidligere har retten indskærpet, at det er uacceptabelt, at manden har haft langvarige ophold i en almindelig fængselscelle, selv om han skulle være anbragt på et hospital.

Kritikken fremgår af en kendelse, som dommeren afsagde forleden, oplyser hans forsvarer.

– Systemet har svigtet min klient. Om det er den ene eller den anden instans, ved jeg ikke, og det skal jeg ikke stille mig til dommer over, men noget er gået helt galt, siger advokat David Francis Lublin.

– Nu står man med et samfundsmæssigt problem. Der render en psykotisk mand rundt på gaden, og han er ikke i den behandling, som han burde, selv om han gerne vil behandles. Det er enormt trist, siger David Francis Lublin.

Flere domme

Hans klient er en iransk statsborger, som politiet flere gange har taget for narkohandel på gaden, og som har flere domme bag sig.

I august 2015 blev han således dømt til behandling. Efter udskrivningen fra hospitalet var han imidlertid ikke i tilsyn af Kriminalforsorgen, sådan som det var forudsat i dommen.

Denne fejlhåndtering er i øvrigt en af omstændigheder, som indgår i rettens begrundelse for at løslade manden.

I december 2016 blev manden atter sigtet af politiet for narkohandel.

En dommer bestemte, at han skulle fængsles i såkaldt surrogat – altså på en psykiatrisk afdeling. Da det viste sig, at det alligevel ikke skete, blev han løsladt 10. januar i år.

Senere blev han atter fængslet, og 13. juni fik han igen en dom til behandling. Og endnu engang bestemte retten, at han skulle være frihedsberøvet på et psykiatrisk hospital.

I stedet havde Kriminalforsorgen anbragt manden i Politigårdens Fængsel, som er beregnet til blandt andet voldelige indsatte. Men fredag mistede retten altså tålmodigheden.

Ingen kommentarer

Hvordan det kan lade sig gøre, at den psykotiske mand er blevet sat på fri fod af en dommer, fordi Kriminalforsorgen ikke har kunnet finde en plads til ham, vil Kriminalforsorgen ikke kommentere på.

Det oplyser pressemedarbejder Sabrina Ejstrup Vig, efter at en psykotisk mand er blevet løsladt af en dommer i Københavns Byret.

I Københavns Byret siger pressekontaktdommer Jens Stausbøll, at det sker fra tid til anden, at frihedsberøvede løslades, fordi myndighederne ikke har fulgt rettens bestemmelse.

– I vurderingen indgår, hvad personen har gjort, og om en løsladelse vil være proportional. Meningen er, at der skal være plads på de lukkede psykiatriske afdelinger, men der mangler pladser, siger han.

Flere fortilfælde

Der er flere tilfælde, hvor pågældende personer ikke har været overflyttet til psykiatrisk afdeling på trods af rettens afgørelse.

Det fortæller Mette Brandt-Christensen, der er klinikchef og overlæge i retspsykiatri ved Psykiatrisk Center Glostrup.

– Det sker desværre engang imellem. Der er otte pladser på retspsykiatrisk afdeling, som er forbeholdt særligt komplekse patienter fra fængslerne.

– Det vil sige, at dem skal vi prøve at fordele så godt som muligt, så det er de mest syge, der er indlagt på de mest højsikrede pladser. Derfor kan der nogle gange sidde nogle i fængslerne, der er nødt til at vente på en plads, forklarer hun.

Ikke pladser nok

Ifølge Mette Brandt-Christensen er der 4400 behandlingsdømte, mens der er 2700 psykiatriske sengepladser.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS