Dømt for medvirken til 11. september: Her føres han ud i friheden

Kun to er nogensinde blevet dømt for terrorangrebet den 11. september 2001. Den ene er nu på fri fod.

Politibetjente eskorterer Mounir el-Motassadeq til lufhavnen i Hamborg. KLIK FOR MERE. (Foto: Scanpix)
Politibetjente eskorterer Mounir el-Motassadeq til lufhavnen i Hamborg. KLIK FOR MERE. (Foto: Scanpix)
Udgivet Opdateret

Næsten 3000 mennesker omkom i verdenshistoriens mest dødbringende terror-angreb, da to passagerfly fløj ind i tvillingetårnene World Trade Center i New York, og et enkelt ramte Pentagon, den 11. september 2001.

Kun to mennesker er nogensinde blevet dømt for den forfærdelige forbrydelse – og den ene kan nu kalde sig en fri mand.

Der er tale om marokkaneren Mounir el-Motassadeq, der efter at have afsonet det meste af en straf på 15 år for blandt andet medvirken til drab er blevet løsladt i den tyske by Hamborg. Det skriver CNBC blandt andet.

Den i dag 44-årige Mounir el-Motassadeq er blevet udvist til sit hjemland, Marokko, og det glæder indenrigsministeren i Hamborg, Andy Grote:

– Det er herligt at vide, at hr. Motassadeq er ude af landet, så vi kan lukke dette kapitel af Hamborgs historie, skriver ministeren i en mail til nyhedsbureauet Reuters.

Mounir el-Motassadeq blev ført til Frankfurt, hvor han skulle ombord på et ganske normalt passagerfly til Marokko. Det er uvist, hvilken fremtid der venter ham i hjemlandet.

Powered by Labrador CMS