Dyreejere hærges af indbrud: -Folk er grædefærdige
Danske brevdueavlere bliver i stigende grad udsat for omfattende tyverier af eftertragtede duer.
Stjålne brevduer er et stigende problem. For nylig kunne vi her på Newsbreak.dk berette, at seks duer var blevet stjålet fra et voliere i Nibe, mens tre andre duer var døde – formentlig af stress – under indbruddet.
En hurtig Google-søgning afslører, at duetyverier på ingen måde er et sjældent fænomen. Hos foreningen De danske Brevdueforeninger (DdB) fortæller forretningsfører Bjarne Borresen til Newsbreak.dk, at der over den seneste årrække har været et stigende problem med indbrud og tyverier fra brevdueslag.
– Henover de seneste syv-otte år er der nok blevet tømt dueslag en seks-syv-otte gange om året, fortæller Bjarne Borresen.
– Det er fra en fem-ti duer og op til 50-60 duer, der bliver stjålet. Nogle gange går de målrettet efter avls-slagene og nogle gange er det rub og stub, der bliver snuppet, siger han videre.
Det er avls-duerne i avls-slagene, der generelt er de mest eftertragtede og værdifulde, for det er de duer, som har haft gode resultater, som dueejeren har udvalgt til at burge til avle nye brevduer.
Bestillingsarbejde
Bjarne Borresen fortæller, at det ved nogle af tyverierne er tydeligt, at gerningsmændene går bevidst efter specielle duer, som har haft gode resultater. Derfor er han overbevist om, at der i nogle tilfælde er tale om bestillingsarbejde.
– Alt, hvad der sker – kapflyvningsresultater og stamtavler og så videre – det bliver jo registreret, fortæller Bjarne Borresen
– Det vil jo sige, at tyveknægte i hele verden kan sidde og følge med i, hvilke duer, der gør det godt.
Stjålne brevduer ender østpå
Ifølge Bjarne Borresen bliver tyverierne generelt ikke opklaret, men de stjålne duer bliver sandsynligvis fragtet udenlands.
I brevduesportens oprindelsesland, Belgien, har der også været massive problemer med duetyverier, og her er erfaringerne, at de stjålne duer ender i Østeuropa og længere østpå i for eksempel Kina.
I et enkelt tilfælde kom der en opringning til DdB med et tip om 56 danske, stjålne brevduer. Her lød oplysningen da også på, at de var endt i Rumænien.
Bjarne Borresen tror, at de stjålne duer fortsat bliver brugt som brev- og avlsduer.
– Det er nogen, der avler med dem lyssky, for de kan ikke flyve med dem eller avle officielt med dem, siger han med henvisning til, at alle brevduer er mærkede og registrerede med stamtavler.
Livsværk er pludselig væk
Han kan ikke forestille sig, at de ender som duesteg.
– Slagteværdien er jo kun 20 kroner, men affektionsværdisen kan være helt op til 50.000, 100.000 eller 200.000 kroner. For nylig blev der solgt en due i Belgien, som er den dyreste nogensinde. Den blev solgt for tre millioner kroner, fortæller Bjarne Borresen.
Det er dog ikke den kontante værdi, der er det største tab, når hele dueslag pludselig er tømt.
– Det kan være 50 års avlsarbejde, der lige pludselig er totalt væk, og så skal man til at begynde forfra, siger Bjarne Borresen.
– Folk er grædefærdige, når det sker. Så det er en katastrofe.
Har du oplevet dette, hører vi gerne fra dig på email. Skriv til os på redaktion @ newsbreak.dk