Efter afsløringer: Ældreområde skal kulegraves
På et ekstraordinært byrådsmøde har et flertal vedtaget, at der skal laves en uvildig undersøgelse af kommunens ældrepleje.

Citathistorie: TV2 Østjylland
Der skal laves en ekstern undersøgelse af ældreområdet i Randers Kommune.
Det har et flertal her til aften vedtaget på et ekstraordinært byrådsmøde.
– Det var forventet. Vi var et flertal på forhånd. Og jeg er glad for, det lykkes. Nu kan vi forhåbentlig skabe bedre forhold for de ældre på vores plejehjem, siger 1. viceborgmester Christian Brøns, Venstre, til TV2 Østjylland.
Før mødet havde der samlet sig et flertal uden om borgmester Torben Hansen. Men her til aften valgte borgmesterens parti, Socialdemokratiet, altså at gå med på forslaget om en ekstern undersøgelse af hele ældreområdet.

Udover undersøgelsen var der også enighed om, at der skal laves et såkaldt pårørenderåd. Og så skal der laves et særligt talentprogram for de ansatte i Randers Kommunes ældrepleje.
Med undtagelse Socialdemokratiet har et flertal også besluttet at støtte op om en tilbagetrækning af en politianmeldelse mod TV2.