Eksperter: Frem med solcremen nu

Foto:
Udgivet Opdateret

Forældre bør allerede nu i foråret begynde at bruge solcreme til børnene.

De fleste forældre ved, at solstråler er skadelige for små børn, der skal være indsmurt i solcreme og bære solhat, når solen skinner.

Alligevel har hvert femte barn i børnehavealderen været solskoldet en eller flere gange i sit liv, viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Børneulykkesfonden.

»Det er mange, når man tænker på, at børnene ikke er ældre. Det betyder, at vi stadigvæk skal have fokus på, at det er vigtigt at passe på børnenes sarte hud, når de er helt små« siger lederen af Børneulykkesfonden, Henriette Madsen, til Berlingske Nyhedsbureau.

Begynd med solcreme nu

Og tiden er allerede nu inde til at finde solcremen frem til børnene. Solen er nemlig også skadelig i forårsmånederne.

»Det er utroligt vigtigt at beskytte børns sarte hud mod forårssolen. Det handler om at få børnene smurt ind i creme hver dag, fordi man jo ikke rigtigt ved, hvordan vejret kan arte sig i løbet af dagen,« siger Henriette Madsen.

Smøring skal være en leg

Ifølge undersøgelsen er danske forældre dog klar over, at forårssolen kan være skadelig. 91 procent af de adspurgte forældre med børn i børnehavealderen svarer således, at det er lige så vigtigt at bruge solbeskyttelse om foråret som om sommeren. Derfor er der behov for at tage det sidste skridt fra forældrenes velvilje til handling, lyder det fra Børneulykkesfonden.

»En af udfordringerne er, at børnene ikke synes, det er særligt rart at blive smurt ind. Derfor har vi igangsat en kampagne, hvor vi gennem leg får børnene til at lære at få solcreme på, og det bliver en sjov måde,« siger Henriette Madsen.

Børneulykkesfondens kampagne ved navn SolSikker er et samarbejde med hudplejeproducenten Derma, og 283 børnehaver landet over har indtil videre tilmeldt sig kampagnen, oplyser fonden.

Powered by Labrador CMS