Eksplosion på Kommunekemi: Én alvorligt kvæstet

Arkivfoto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Kommunekemi i Fredericia er her til morgen blevet ramt af en eksplosion – én person er blevet alvorligt kvæstet og er fløjet til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet

En eksplosion rystede tidligt onsdag morgen virksomheden Nord – det tidligere Kommunekemi – i Fredericia.

Ifølge vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, er én person efter eksplosionen fløjet til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet.

– Vi fik meldingen klokken 06.58 om en eksplosion på virksomheden. Én person er alvorligt kvæstet – mere kan vi ikke sige lige nu, siger Jørn Lindhardt til newsbreak.dk.

Ifølge vagtchefen er der “ro på” lige nu og man er ved at sikre sig at alt er slukket, så der ikke kan ske yderligere skader.

– Vi ved endnu ikke hvad det nøjagtig var, der forårsagede eksplosionen. Men virksomheden håndterer jo affald af særlig farlig karakter, siger Jørn Lindhardt.

 

Powered by Labrador CMS