Er citronfromage Danmarks nationaldessert?

Foto: Premier Is.
Offentliggjort Sidst opdateret

Polar Is Citronfromage fra Premier Is modtog en guldmedalje og en ærespris ved den internationale Food Contest, der fandt sted i Messecenter Herning for nyligt. Den klassiske citronfromage er måske et godt bud på danskernes nationaldessert?

I disse dage stemmer danskerne om, hvilken af otte retter der skal være Danmarks nationalret, og afgørelsen falder den 20. november. Premier Is, som står bag citronfromagen fra Mejerigården i Thisted, opfordrer nu danskerne til også at overveje, hvilken dessert der skal gøre nationalretten følge som en af danskernes hofretter.

Et godt bud kan være citronfromage. Klassikeren fra Polar Is har netop modtaget en guldmedalje og en ærespris på det nyligt afholdte International Food Contest i Herning. Her scorede desserten 14,60 point ud af 15,00 mulige fra fem internationale faglige dommere.

– Der findes vel næppe noget mere klassisk dansk end en god gammeldags citronfromage på dessertbordet. Vi er meget stolte af, at fem internationale fagfolk har bedømt vores citronfromage så flot, siger en glad ismester Peter Kofoed fra Premier Is.

Som mormor lavede den

Bedømmelsen af isen blev foretaget af fem dommere, heraf to fra Island, en fra Norge og to fra Danmark. Dommerne vurderede emballagen, mærkningen og produktets konsistens. Til sidst blev produktet bedømt individuelt af alle dommerne på duft og smag.

Fra dommerne hedder det blandt andet, at:

– Med hensyn til duften og smagen bærer produktet præg af smagen af friskpresset citron. Fromagen er som vores mormor lavede den.

Fire ud af fem dommere vurderer, at citronfromagen er helt i top.

– Vores Polar citronfromage er et resultat af årtiers arbejde med gode råvarer og godt håndværk, så det er en kæmpe skulderklap med en sådan anerkendelse fra folk i faget. Danskerne kan med sindsro sætte vores citronfromage på dessertbordet, hvis det skal være dansk håndværk og dansk smag, slutter Ismesteren fra Premier Is.

Powered by Labrador CMS