Er du hoppet på denne falske konkurrence?

Der er én ting, du under ingen omstændigheder må gøre.

Udgivet Opdateret

Falsk mail fra Lagkagehuset.

Sådan en er der lige nu i omløb.

Der er bare én ting, du skal lade være med, hvis du har fået mailen.

Ellers kan det – i sidste ende – blive rigtigt dyrt.

Det er firmaet selv, der advarer om en falsk mail fra Lagkagehuset.

Det gør firmaet på sin Facebook-side.

“Der er desværre falske konkurrencer i omløb – nu også med vores navn som afsender”, står der blandt andet i opslaget, der også indeholder et billede.

Det billede, kan du se i galleriet over artiklen.

“Hvis du modtager en e-mail, om at du har vundet et gavekort til Lagkagehuset er dette falsk! Vi råder dig til ikke at trykke på nogle af linkene eller videregive nogle af dine informationer”, står der videre.

Har du modtaget en falsk mail fra Lagkagehuset?

Lagkagehuset opfordrer i stedet de personer, der har modtaget mailen om at anmelde den som spam hos Forbrugerombudsmanden.

– Det er ikke godt for vores navn og er vildt irriterende. Det er tredje gang på to år, siger Mads Brinks, marketingsdirektør hos Lagkagehuset, til Newsbreak.dk.

Lagkagehuset slår også fast, at der på nuværende tidspunkt ikke er igangværende konkurrencer.

Flere falske mails

2. januar kunne Newsbreak.dk berette om en lignende sag. Dengang var det dog møbelkæden Ikea, der stod for skud.

– Når man klikker – og det skal man ikke – kommer man ind på en side, hvor man skal udfylde nogle personlige oplysninger, bland andet kontooplysninger, fortæller Rikke Andersen, Corporate Communicator, hos Ikea i Danmark, der igen slår fast, at man ikke skal klikke sig videre.

Under tilblivelsen af denne artikel kan en af redaktionens journalister fremvise endnu en falsk mail fra Ikea. Ordlyden i den er i samme stil, i emnefeltet står der ‘IKEA efterårskonkurrence’.

(Den kan du også se i galleriet).

– De er ikke helt ens, der er forskel i ordlyden, fortæller Rikke Andersen, da hun ser den føromtalte mail.

Hvis man nærlæser mailen fremgår det da også, at på trods af, den er underskrevet IKEA-teamet, er afsendt fra leostandefer@aol.com.

Falsk sms

19. december kunne Newsbreak.dk fortælle, at Ikea var udsat for såkaldt smishing, hvor der blev sendt falske sms’er rundt.

Også her var formålet det samme; at lokke personlige oplysninger ud af godtroende danskere.

– Det er bare rigtigt ærgerligt, at det foregår, siger Rikke Andersen.

Også Rikke Andersen – som Lagkagehuset – opfordrer alle, der får en af beskederne til straks at melde det til Forbrugerombudsmanden.

Det kan du gøre på ‘Klag over spam’.

Powered by Labrador CMS