Europa League: Her er FC Københavns modstandere

FC København møder russiske Lokomotiv Moskva, Sheriff Tiraspol fra Moldova og tjekkiske Zlin i Europa League.

Det er dette trofæ, som FC København nu skal kæmpe om. Foto: Eric Gaillard/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det danske mesterhold, FC København, skal tre gange til Østeuropa i forbindelse med efterårets gruppespil i Europa League.

Det blev en kendsgerning ved fredagens lodtrækning i Monaco. Den formede sig sådan, at FCK i gruppe F skal møde Lokomotiv Moskva fra Rusland, Sheriff Tiraspol fra Moldova og Zlin fra Tjekkiet.

FCK var topseedet og står med på papiret gode chancer for at besætte en af de to øverste placeringer, der udløser avancement til forårets 16.-finaler.

FC København havde foretrukket at være en del af gruppespillet i Champions League, men det glippede, da holdet onsdag tabte sammenlagt til Qarabag.

Trøstpræmien for taberne i playoffrunden var en plads i Europa League, hvorfor der nu alligevel venter FCK yderligere seks kampe i Europa i efteråret.

Den første spillerunde afvikles 14. september, mens den anden følger 28. september.

Dernæst er der terminer 19. oktober, 2. og 23. november samt 7. december.

Powered by Labrador CMS