Få nu lys på bilen: Det er direkte livsfarligt at glemme

Gør det nu bare.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er den tid på året, og vi er ikke blege for at gentage os selv. Det samme gælder i øvrigt politiet og Rådet for Sikker Trafik. Få nu tændt baglygterne på bilen. Det er blevet mørkt uden for.

Sådan lyder den korte version, og opfordringen er i sig selv også meddelt. Nu skal du høre hvorfor, det er en rigtig god idé at følge netop det råd. Liv står på spil, når du lader være.

Umiddelbart synes du nok, det lyder som den samme gamle sang, og det har du ret i, men den tåler desværre en gentagelse. Hele syv ud af 10 bilister oplever biler, der kører rundt med slukkede baglygter i mørke eller tåge.

Det viser en undersøgelse, som Userneeds har gennemført blandt 1.664 bilister for Rådet for Sikker Trafik i løbet af januar 2018. “Det er en stigning i forhold til 2016, hvor 63 procent svarede, at de havde oplevet slukkede baglygter i lygtetændingstiden”, skriver Rådet for Sikker Trafik

Sker over alt

Hele miseren handler om, at flere ældre biler ikke automatisk tænder for baglygterne, når det bliver. Et nyt lovkrav betyder dog, at det sker af sig selv i nyere biler.

Newsbreak har ofte skrevet om de farlige situationer, der opstår, når biler kører rundt uden tændte baglygter. For eksempel i 2016, da vi talte med en af de personer, der jævnligt støder de situationer. Han hedder Brian Wahl Olsen og er skadedirektør i Alm. Brand.

– Jeg har set tre i denne uge – to bare i dag, sagde Brian Wahl Olsen til Newsbreak.dk.

I 2015 talte vi med Michael Kjær, der fortalte, at folk måtte springe for livet, fordi bilerne kørte så vildt ved et dobbeltuheld på E20, hvor flere personer fortalte Newsbreak.dk, at det var sket som følge af, at flere kørte rundt uden lys bag på.

Så farligt er det

For dig selv er det ikke i udgangspunktet farligt at køre bil med slukkede baglygter i mørket, for du bemærker det sikkert ikke, men det gør bilisterne bagved, og de risikerer pludselig at se dig ud af det blå.

“Ud af de, som har oplevet slukkede baglygter i mørke eller tåge, svarede 12 procent, at det havde skabt en kritisk situation, hvor de enten kom ud i rabatten, måtte bremse hårdt op, eller de måtte undvige en kollision”, skriver Rådet for Sikker Trafik.

– Vi ser det mere og mere, fordi kørelyset kun bliver tændt automatisk på de forreste lygter på flere nye biler. Det er meget farligt. Forkert lygteføring er ekstremt farligt for trafiksikkerheden, sagde vicepolitinspektør Jesper Pedersen til Newsbreak.dk i 2015. Han var dengang leder af færdselsafdelingen hos Fyns Politi.

Rådet for Sikker Trafik mener det samme. Det er i øvrigt også ulovligt at køre uden tændte baglygter.

Powered by Labrador CMS