Få styr på bilen efter en hård vinter

Med en god omgang rengøring kan du få bilen til at skinne, efter vinteren har udsat den for salt og snavs

Offentliggjort

Forårsrengøring af bilen: Tips til en skinnende bil

Foråret er den perfekte tid til at give din bil en grundig rengøring efter vinterens hårde påvirkninger. Ifølge juniortekniker Patrick Rossing fra FDM, er det vigtigt at skylle saltrester og snavs af bilen samt kontrollere viskerbladene, da vinteren kan have beskadiget dem.

Martin Løkke Borg fra Falck Autohjælp anbefaler også at rengøre bilens interiør grundigt, herunder støvsugning og rengøring af måtterne. For at sikre en frisk luft i bilen, bør airconditionen renses for at fjerne bakterier og lugt, hvilket gør køreturen mere behagelig.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Foråret er her, og er du bilejer, er det en oplagt anledning til at give den firehjulede en ordentlig rengøring.

Vintermånederne har nemlig udsat din bil for en hel del, fortæller juniortekniker Patrick Rossing, som arbejder i den tekniske rådgivningsafdeling hos bilejernes organisation, FDM.

- Man får skyllet saltrester og det værste snavs af bilen. Derudover kan vinteren være hård ved viskerbladene, fordi gummiet kan blive ødelagt af de store mængder snavs og is på ruderne, siger han.

Derfor anbefaler han, at du lægger ud med at kontrollere, om viskerbladene er intakte og visker korrekt.

Bilens ruder 

Puds også bilens ruder indvendigt, da snavs øger risikoen for fugt, siger Patrick Rossing. Det kan du gøre ved at spraye rude- eller glasrens direkte på ruden eller på en mikrofiberklud. Brug også en mikrofiberklud til at tørre efter med.

Patrick Rossing opfordrer til, at du bruger et rensemiddel med alkohol, så skidtet fordamper, og du undgår at få striber på ruderne.

Når du gør bilen ren indvendigt, er det oplagt at give den en ordentlig støvsugning. Derudover er det en god idé at hive fat i måtterne, lyder det fra Martin Løkke Borg, som er mekaniker og assistancefaglig leder hos Falck Autohjælp.

- Efter en tid med fugt, salt og sne er det godt at få måtterne ud af bilen og få dem skyllet, siger han.

Både udenpå og indeni er det en god idé at få gjort bilen ren. Ud over støvsugning kan du blandt andet hive måtterne ud og skylle dem.

Højtryksrenser 

Uanset om bilen har gummi- eller stofmåtter, kan du med fordel skylle dem med en højtryksrenser, hvorefter de kan rengøres med sæbe. Du kan få sæbe, som egner sig særligt godt til gummi- eller stofmåtterne, forklarer han.

Når de varmere temperaturer for alvor melder deres ankomst, vil du nok også køle bilen ned med aircondition. Inden da har den godt af at blive renset, siger Martin Løkke Borg.

Selv plejer han at bruge en airconditionrens. Her skal du aktivere rensen, sætte den et sted på bilens gulv, skrue helt op for kulden og sætte fuld blæs på bilens aircondition. Det er angivet på flasken, hvor længe rensen skal stå i bilen.

- Det fjerner bakterier og snavs, der kan være i airconditionens filtre, samt lugt i bilen, så den bliver en hel fornøjelse at køre i, siger han.

Undgå skyfri himmel 

Bevæger du dig udendørs og kaster dig ud i håndvask af bilen, skal du undgå at gøre det, når solen skinner fra en skyfri himmel, forklarer juniortekniker Patrick Rossing.

- Når man bruger auto-shampoo i varme temperaturer eller høj solskin, risikerer sæben at brænde fast i lakken, så det skal man helst undgå, siger han.

Ved selve vasken anbefaler Patrick Rossing, at du fylder en spand med lunkent vand og auto-shampoo.

Brug mikrofiberklude til at vaske med. Under bilvasken er det desuden en god idé at have en vandspand, som du kan skylle kludene i. På den måde lander alt snavset fra rengøringen ikke i det sæbevand, som skal få bilen til at skinne.

Vintermånederne kan udsætte din bil for lidt af hvert - for eksempel vejsalt - hvorfor det er godt at få bilen vasket.

FAKTA: Fra vinter- til sommerdæk

* Generelt anbefales det, at man sætter sommerdæk på bilen, når gennemsnitstemperaturen er på mindst syv grader døgnet rundt.

* Er bilen produceret efter 1. november 2014, er det et lovkrav, at den har automatisk dæktrykovervågning. Det kaldes også TPMS, som står for Tire Pressure Monitoring System. 

* Det kan være, at hjulene skal kodes, for at bilens TPMS fungerer. Det skal du i så fald have en mekaniker til at gøre.

Kilde: Patrick Rossing, juniortekniker i FDM's tekniske rådgivningsafdeling.

Rigtig meget vand 

Efter at have påført vand og sæbe skyller du efter.

- Man skal gerne bruge rigeligt med vand, så man får skyllet al snavs og sæbe af lakken, siger Patrick Rossing.

Vil du ikke selv stå med vand og sæbe, råder de begge til, at du kører bilen i vaskehal.

Det er særligt relevant, hvis du ikke selv har mulighed for at vaske undervognen, hvor der blandt andet kan sidde en masse rester fra vejsalt, siger Martin Løkke Borg.

Når bilen er helt ren, kan du tjekke, om den i løbet af vinteren har fået lakskader. Skulle der være kommet ridser eller stenslag, som er gået gennem lakken, kan man købe en lakstift i bilens farve, fortæller Patrick Rossing.

Endelig er forårsrengøringen en god anledning til at få kontrolleret diverse væsker og eventuelt motorolien, tilføjer han.

Powered by Labrador CMS