Familier sønderknuste efter jetski-tragedie: -Smukt liv afsluttet

Det var to amerikanske udvekslingsstudenter, der lørdag blev dræbt i Københavs Havn.

Udgivet Opdateret

Det var to unge, amerikanske udvekslingsstudenter, der lørdag aften blev dræbt efter at være blevet påsejlet af en jet-ski ved Langebro i København.En person, en 24-årig mand, er blevet varetægtsfængslet indtil 1. juni – sigtet for uagtsomt manddrab.

Amerikanske udvekslingsstudenter

De to amerikanske kvinder var i landet for at studere gennem organisationen DIS, Study Abroad in Scandinavia.

På organisationens hjemmeside kan man læse, at i alt syv studerende var på tur i den båd, der blev ramt af den hurtigtsejlende jet-ski. De fem overlevende fik også skader efter ulykken, men er alle udskrevet fra hospitalet igen.

Den ene kvindes lokale kirke i delstaten Louisiana skriver på sin Facebook-side, at forældrene søndag var på vej til København, mens den dræbte kvindes søster blev tilbage i USA sammen med venner.

Den anden kvinde er 21 år gammel og kommer fra Massachusets.

– Vi er alle sønderknuste over, at et så smukt liv blev afsluttet efter 21 år. Hvil i fred. Vi elsker dig alle sammen, skriver hendes onkel på sin Facebook-profil.

De to unge kvinder er omfattet af navneforbud.

Så en kvinde hænge ud over rælingen

En af de personer, der var vidne til ulykken – og som også ringede 112 – hedder Mads Pedersen.

– Vanscooteren slog ligesom smut på vandet og fløj gennem luften og ramte den ene båd. Der lød et højt brag. Båden og vandsccoteren drejede rundt og der blev råbt og skreget nede fra båden, fortæller Mads Pedersen til Ekstra Bladet.

– Han har nok sejlet mindst 50 km/t, siger han videre.

– Jeg så en kvinde hænge bevidstløs hen over rælingen på båden, siger Mads Pedersen.

Døde af hovedlæsioner

I retten kom det frem, at de to amerikanske kvinder døde af voldsomme hovedlæsioner. Den ene lå på bunden af båden i en stor blodpøl, den anden hang livløs ud over rælingen.

En akutlæge erklærede den ene død på kajkanten, mens den anden blev kørt til traumecenteret, men var hjernedød. Hun blev holdt kunstigt i live til klokken 01.13 natten til søndag, fordi hendes organer skulle bruges til transplantation, skriver Ekstra Bladet.

Stak af fra ulykken

Efter ulykken stak de involverede af – de blev dog senere alle anholdt i Brøndby Havn.

Ekstra Bladet har snakket med den kvinde, der sad bag på den jet-ski, der påsejlede båden med de studerende – og altså den, der i sidste ende endte med at slå to kvinder i ihjel.

– Jeg sad bag på den scooter, der ramte. Det var min kæreste, der førte den. Da vi rammer, flyver jeg bag ud og falder i vandet. Da jeg kommer op, hjælper min kæreste mig op på scooteren, og vi kører væk, siger den meget chokerede kvinde til Ekstra Bladet.

“Jeg gjorde det ikke med vilje”

Kæresten er altså den mand, der er blevet sigtet for uagtsomt manddrab. På trods af, han erkender at have ført vandscooteren, nægter han sig skyldig med begrundelsen: Jeg gjorde det ikke med vilje.

Den 24-årige og hans venner mener alle, at de sejlede ‘stille og roligt’.

En større antal vidner fortæller dog det modsatte.

Rystet politi

Politiet var tilstede i havnen, da ulykken fandt sted. Der var betjente på en politibåd, der var tilkaldt til området, fordi flere personer havde alarmeret politiet om, at der blev sejlet meget stærkt på jetski omkring Langebro.

Alene det er en forseelse i sig selv. Da Newsbreak.dk søndag talte med politiinspektør ved Københavns Politi, Jens Jespersen, fortalte han, at politiet befandt sig i vandet i en båd, fordi de gennem årene har fået en hel del anmeldelser om, at der bliver sejlet med jetski i Københavns Havn og i kanalerne.

– Som udgangspunkt må du slet ikke sejle med jetski i Københavns Havn eller i kanalerne, fortalte Jens Jespersen tidligere søndag.

Og selv politiet er rystet over ulykken. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

Vanvidskørsel og vanvidssejlads har det til fælles, at hensynsløse gerningsmænd uden tanke og respekt for andre, gør som de vil. Det gik i går (lørdag. red.) ud over glade besøgende i Københavns Havn og kostede to uskyldige livet, står der blandt andet i meddelelsen.

Powered by Labrador CMS