Nu reagerer død stjernes far

Amy Winehouses veninder har solgt tøj, der tilhørte sangeren, men det havde de ikke ret til, mener hendes far.

Offentliggjort Sidst opdateret

Faren til Amy Winehouse i retssag mod veninder

Mitch Winehouse har sagsøgt to veninder for ulovligt salg af Amy Winehouses ejendele.

Veninderne solgte 150 genstande, herunder kjoler fra hendes sidste turné, for millioner.

Retssagen fortsætter i London, hvor en dom ventes senere.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Faren til den afdøde sanger Amy Winehouse har sagsøgt to af hendes veninder, efter at de har solgt noget af hendes tøj og andre genstande på auktion for høje beløb.

Mitch Winehouse mener, at pengene retteligt er hans.

Sagen kører i London i Storbritannien, hvor hans advokat har fortalt i retten, at de to kvinder mellem 2021 og 2023 har solgt 150 genstande, som tilhørte Amy Winehouse.

Heriblandt nogle kjoler, som hun havde på under sin sidste turné i 2011. Hun døde, en måned efter at turnéen sluttede.

Har indbragt 6,2 millioner 

Salgene har indbragt de to veninder - Naomi Parry og Catriona Gourlay - omkring 730.000 britiske pund, eller omtrent 6,2 millioner kroner.

Men de havde slet ikke ret til at sælge tingene, mener Mitch Winehouse.

Det er kvinderne ikke enige i, og advokaten for Catriona Gourlay sagde i retten mandag, at de fleste af tingene var blevet givet eller lånt til kvinderne af Amy Winehouse selv.

- Hvis en 19-årig giver et halstørklæde eller et par øreringe til sine venner, er der ikke nogen, der skriver under på en kontrakt, lød det fra advokaten.

Begyndelsen af 2000'erne 

De to kvinder mødte Amy Winehouse i begyndelsen af 2000'erne.

Naomi Parry arbejdede sammen med sangeren som hendes stylist og var ansvarlig for nogle af hendes mest genkendelige tøjvalg.

 Blandt dem en grøn kjole, som Winehouse havde på under turnéen i 2011.

Mitch Winehouse bliver fotograferet i 2014 ved siden af en statue i London af hans afdøde datter, sangeren Amy Winehouse. (Arkivfoto).

Den blev solgt på auktion for omkring 1,5 million kroner.

Mitch Winehouse bliver af Naomi Parrys advokat anklaget for at have anlagt sagen på grund af misundelse.

Det afviser han tirsdag, hvor han siger, at advokaten tager fejl.

Los Angeles 

Salgene blev organiseret af et auktionshus i den amerikanske storby Los Angeles. 

Deltagerne i auktionen blev oplyst, at en tredjedel af indtægterne ville blive doneret til en fond i sangerens navn, der arbejder med at støtte unge mennesker.

Men det skete ikke, hævder Mitch Winehouse.

Alkoholforgiftning 

Amy Winehouse blev internationalt kendt, da hun i 2006 udgav albummet "Back to Black" med megahittet "Rehab", der handler om hendes misbrugsproblemer.

Hun var 27 år gammel, da hun døde af alkoholforgiftning.

Det foreløbigt sidste retsmøde i sagen i London afholdes efter planen fredag, men det er først på et senere tidspunkt, at der ventes en dom.

Powered by Labrador CMS