FCK skal til Skotland: Her er EL-modstander

Møder Celtic i Europa League.

FCK gik torsdag videre i Europa League, selv om hjemmekampen mod Malmö FF blev tabt 0-1. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Udgivet Opdateret

FC København skal i Europa Leagues 16.-delsfinale møde Celtic fra Skotland. Sådan formede det sig, da lodtrækningen mandag blev foretaget i Nyon.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Celtic banede sig vej til næste stadie af turneringen ved at vinde gruppe E foran rumænske Cluj, italienske Lazio og Rennes fra Frankrig.

FCK avancerede med nød og næppe, selv om den sidste gruppekamp mod Malmö FF i torsdags blev tabt med 0-1 i Parken.

Det danske hold blev imidlertid reddet af en schweizisk sensation, da FC Lugano på udebane fik uafgjort mod Dynamo Kiev, som trak sorteper i jagten på at gå videre.

FCK gik dermed videre på en andenplads efter at have fået ni point i seks kampe. Det skete via to sejre over Lugano samt tre uafgjorte kampe.

Det danske hold var mandag useedet og kunne have trukket storklubber som Manchester United, Arsenal eller Inter, men nu venter altså Celtic, som også var på menuen, da FCK første gang nåede gruppespillet i Champions League.

Det var i sæsonen 2006-07, hvor FCK tabte 0-1 ude, men vandt 3-1 hjemme over Celtic. Celtic gik dog videre, mens FCK sluttede sidst i gruppen trods syv point.

Kampene i næste runde spilles efter planen 20. og 27. februar. FCK skal som udgangspunkt spille på hjemmebane i den første kamp, men det er endnu ikke fastlagt med sikkerhed.

Her skal Manchester United møde belgiske Club Brugge, mens Arsenal skal op imod Olympiakos fra Grækenland.

Ajax, der i sidste sæson nåede semifinalen i Champions League, tørner sammen med spanske Getafe. Malmö FF trak tyske Wolfsburg.

Europa League-finalen spilles i polske Gdansk 27. maj. Vinderen af turneringen får adgang til Champions League i næste sæson.

I sidste sæson blev turneringen vundet af Chelsea, der i den rent engelske finale slog Arsenal med 4-1 i Baku.

Powered by Labrador CMS