Fejl rammer coronapas fredag

Fredag er der periodevise problemer med coronapasappen - pas kommer ikke frem, oplyser Sundhedsdatastyrelsen

Appen er ramt af fejl. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Brugere kan opleve fejl i coronapasappen fredag aften, oplyser Sundhedsdatastyrelsen.

Ifølge styrelsen arbejdes der på højtryk for at løse problemerne, men den kan ikke give en tidshorisont for, hvornår de er løst.

Det drejer sig om periodevise fejl, hvor borgere, der har et gyldigt coronapas, ikke kan få det frem i appen.

Problemerne startede omkring klokken 15.20 fredag eftermiddag.

Det digitale coronapas blev lanceret på et pressemøde 28. maj.

Inden da har man kunnet bruge et digitalt coronapas via appen MinSundhed, men det har indeholdt personfølsomme oplysninger såsom navn og CPR-nummer.

Og det har været muligt at se, om man tidligere har været smittet.

Sådan får du digitalt coronapas

Hent coronapas på sundhed.dk

På www.sundhed.dk kan du logge ind med dit NemID og hente forskellige coronapas.

På nuværende tidspunkt kan du hente coronapas for COVID-19 test, hvis du er testet negativ med en PCR-test, og svaret ikke er ældre end syv dage. Det pas kan også hentes for børn.

Du kan også hente et coronapas for COVID-19 vaccination, hvis du har gennemført hele dit vaccinationsforløb. Passet kan ikke hentes for personer under 15 år.

Få coronapas i appen MinSundhed

Fra slutningen af marts vil appen ‘MinSundhed’ fungere som coronapas. I slutningen af maj forventer regeringen at lancere en mere avanceret og brugervenlig app til coronapasset.

Du kan downloade app’en ‘MinSundhed’, hvis du har en smartphone. Du finder den der, hvor du plejer at downloade apps.

Du skal logge ind med NemID.

Kilde: Ældresagen

I den nye app er der bare en QR-kode eller et grønt skærmbillede, der aflæses.

Det digitale coronapas samler oplysninger om vaccinationsstatus, testsvar og tidligere smitte i én løsning og kan bruges i forbindelse med blandt andet rejser, restaurantbesøg og kulturbegivenheder.

Det er it-virksomhederne Netcompany og Trifork, der er leverandører af det digitale coronapas.

I appen er det muligt at skifte mellem to indstillinger til brug i henholdsvis Danmark og udlandet, så kun de nødvendige oplysninger vises.

Appen vil derfor kunne benyttes til at dokumentere et gyldigt coronapas i Danmark og fra 1. juli også ved rejser i EU.

Det skriver Finansministeriet om appen.

Powered by Labrador CMS