Fem sure smileyer og så brød butikken i brand

En byge af dårligdomme har ramt grønthandleren Safa Food i Næstved.

Safa Food, der ligger i krydset mellem Jernbanegade og Farimagsvej i Næstved, havde fået fem sure smileyer og bøder på stribe fra Fødevarestyrelsen, før butikken brød i brand tidligt mandag morgen. Foto: Google Maps
Udgivet Opdateret

Grønthandleren Safa Food i Næstved blev mandag morgen ramt af en brand, men det er langt fra den eneste modgang butikken har mødt inden for den seneste tid.

Butikken har nemlig raget flittigt til sig af påtaler, beslaglæggelser, bøder og sure smileyer ved de sidste mange besøg fra Fødevarestyrelsen. Safa Food fik således sin femte sure smiley i træk ved et kontrolbesøg den 7. marts, og blot seks dage senere udbrød der brand ud i butikkens baglokale.

Butikken har især fået problemer med Fødevarestyrelsen på grund af varer, som ikke har været mærket korrekt, eller varer, som butikken ikke havde tilstrækkelig med dokumentation for oprindelsen for.

Den 7. marts blev flere varer beslaglagt på den bekostning, og butikken fik også en bøde på 5.000 kroner, fordi den ikke havde skaffet dokumentation for nogle tidligere beslaglagte fødevarer.

Ifølge Næstved Netavis mener politiet, at branden den 13. marts er opstået ved nogle elinstallationer, men et specialiseret firma skal nu forsøge at fastslå årsagen endeligt.

Newsbreak.dk har uden held forsøgt at kontakte ejeren af Safa Food for en kommentar til historien. Heller ikke Næstved Netavis har kunne få kontakt til ejeren.

Powered by Labrador CMS