Flere gamle granater fundet ved badestrand

Det er tredje granat, der er fundet ved samme strand.

Udgivet Opdateret

Opdatering: Ritzau oplyser, at aktionen har været i gang siden klokken 8, men klokken 12 har man ikke været i stand til at finde granaten på grund af dårlig sigtbarhed i vandet.

Aktionen er derfor indstillet, indtil vejrforholdene bliver bedre.

– Når man leder efter granater, er det bedst, at man i det mindste kan se en lille smule, siger Lars Møller.

Det vides ikke, om det bliver senere lørdag, eller om det først bliver søndag, at aktionen genoptages.

Original artikel:

For tredje gang i år er en gammel granat fundet ved samme strand – nemlig ved Lille Kulgab i Halsnæs Kommune.

Det skriver sn.dk.

Granaten blev fundet torsdag af en havsvømmer, og nu opfordrer John Mogensen, cheflivredder ved Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste til at holde sig langt fra de potentielt dødelige eksplosiver.

– Nogle af granaterne er stadig skarpe og kan være potentielt farlige. Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre folk til ikke at pille ved granater, hvis de finder dem. De skal i stedet tage kontakt til livredderen, som herefter meddeler det til politi eller forsvar, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Ifølge sn.dk ligger den omtalte strand nær Melbylejren, der er blevet brugt af forsvaret helt frem til 2003.

Det er planen, at granaten skal fjernes lørdag.

– Vi vil helst undgå at sprænge på grund af badegæsternes tilstedeværelse, men i sidste ende er det en vurdering af, hvorvidt objektet er farligt at transportere eller ej, siger Lars Møller, chef for Søværnets Minørtjeneste til Frederiksborg Amts Avis.

Hvis det lykkes at finde granaten, håber søværnet at få den med i hel tilstand, skriver Ritzau lørdag eftermiddag.

– Den ligger helt op ad en badestrand, og når en granat sprænger, kommer der fragmenter, som kan flyve over, hvor folk bader.

– Det vil være noget hø at få op i foden, fordi fragmenter altid er meget forurenede, og det kan give infektioner. Så derfor vil vi allerhelst transportere den væk og sprænge den et andet sted, siger Lars Møller.

Powered by Labrador CMS