Forlystelsespark fylder rundt og opgraderer med ny forlystelse

Det er særligt børnene, der kan få glæde af nyheden.

Udgivet Opdateret

Når Legoland i Billund fylder 50 i 2018, bliver det markeret med en stor opgradering af en af parkens eksisterende forlystelser. Det skriver Lego i en pressemeddelelse.

Det er området Legoredo Town, der bliver udvidet med en ny rutsjebane, og den eksisterende forlystelse, Lego Canoe, bliver istandsat, så den er klar til fremtiden.

– Legoredo er indbegrebet af Legoland nostalgi og er et område, som skal holde mange, mange år endnu. Derfor istandsætter vi til vores 50 års fødselsdag både det gamle kære, men vælger også at udvide netop dette område med endnu en ny Lego tematiseret forlystelse, siger Christian Woller, direktør i Legoland i pressemeddelelsen.

Flere farver

Foruden nytilføjelsen og fokus på den store udvidelse af Legoredo, har man i Legoland også fokus på, at parkens facader og indangsportal bliver gjort flottere og mere farverige, før gæsterne igen får adgang til parken, når sæsonen starter 24. marts.

– Vi vil gerne give vores gæster oplevelsen af at blive suget ind i et overvældende LEGO univers, så snart de ankommer til parken, og derfor gør vi nu noget ekstra ud af de første indtryk. Børnene skal have fornemmelsen af, at LEGO modellerne hjemme fra værelset er vokset til gigantisk størrelse, og at de nu står midt i blandt dem, siger Christian Woller i pressemeddelelsen.

Du kan i galleriet se billeder, fotograf René Lind Gammelmark har taget for Newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS