“Giv et praj Kolding” og vind 500 kroner

Hvert år får Kolding Kommune omkring 3000 praj fra borgerne. For at hente den rigtige app, skal du skrive ‘Giv et praj Kolding’ i søgefeltet i AppStore eller Google Play. Hvis du har andre versioner af Giv et praj på din mobiltelefon, kan du med fordel slette dem, da de ikke ‘snakker’ sammen med kommunens system.
Offentliggjort Sidst opdateret

Kolding Kommune har fået en ny app: ’Giv et praj Kolding.’ For at få flere til at downloade og bruge den nye app sætter kommunen en konkurrence i gang med tre gavekort á 500 kr. som præmie.

På fortove, veje og cykelstier rundt omkring i hele Kolding kommune kan du i disse dage støde på ‘Giv et praj Kolding’-logoer malet på asfalten og fliserne med kridtspray. ‘Giv et praj’-logoerne er en del af en konkurrence, som By- og Udviklingsforvaltningen laver for at skabe opmærksomhed om den nye app.

Når borgerne fremover indsender et praj med den nye app, ender det direkte hos den rigtige medarbejder, som kan planlægge og prioritere opgaverne og dermed sikre at skaden bliver udbedret så hurtigt som det er muligt.

– Derfor er det helt afgørende, at vi får borgerne til at hente den nye app til deres mobiltelefon og bruger den fremover, når de indsender et praj til os, fortæller Troels Kragh, afdelingsleder i By- og Udviklingsforvaltningen.

Med den nye app bliver det meget nemmere for borgerne at sende et praj, når de står ved hullet i vejen, de skæve fortovsfliser eller den lange hæk, der trænger til en klipning. App’en registrerer via GPS din placering. Herefter tager du et foto af problemet, vælger kategori, fx ‘Hul i vejen’ og trykker på ‘send’.

Sådan deltager du i konkurrencen

Lige så nemt er det at deltage i konkurrencen: Du spotter et af de ‘Giv et praj’-logoer, du støder på et sted i Kolding kommune. Så åbner du din Giv et praj Kolding-app, tager et foto af logoet, vælger kategorien ‘konkurrence’ og trykker på send.

Når konkurrencen er slut, udtrækker kommunen tre vindere, som får besked gennem kommentarfeltet i ‘Giv et praj Kolding’-app’en. Præmien er et gavekort á 500 kroner til en valgfri handelstands-forening i Kolding kommune.

Konkurrencen kører nu og frem til den 10. oktober.

Powered by Labrador CMS