Gode tips til havesæsonen

I juni er haven i fuld gang med at vokse, og derfor er haveejerens vigtigste opgave at hjælpe den med det

Udgivet Opdateret

I juni begynder haven at få flere og flere farver. Det hårde arbejde i foråret er færdigt, og det er samtidig for tidligt at gå i gang med at gøre klar til næste haveår.

Juni er altså en god måned at slå benene op og nyde den flotte have.

Dog skal du ikke gøre det alt for mageligt, for der er altid noget at lave i haven.

Vær opmærksom på køkkenhaven

Køkkenhaven er et af de steder, hvor der altid er noget at tage sig til. 

For eksempel kan du efterså der, hvor du har høstet de tidlige kartofler. Du skal dog være opmærksom på, hvad du lægger i jorden.

- Du må ikke lægge det samme, men du skal plante noget andet, understreger Jesper Carl Corfitzen, der er gartner, landskabsarkitekt og selvstændig haverådgiver.

Hav styr på rodfrugterne

Du kan også tynde ud i rodfrugterne. Det gælder alle rodfrugter lige fra gulerødder til pastinakker.

- Det kan være svært at nænne, når nu de fine planter står og strutter af sundhed, men det giver bare ikke rigtig noget udbytte, hvis du lader alle planterne stå, siger Mia Stochholm, som er uddannet økologisk landmand.

Ud over udtynding og eftersåning skal der ifølge Mia Stochholm også luges for fuld skrald.

Tænk på bærbuskene

Hvis vandet fra oven lader vente på sig, så skal du sørge for at få vandet.

Du skal især være opmærksom på bærbuskene, for jordbær og hindbær bliver ikke store og flotte, hvis de er tørstige i blomstringsperioden.

En god idé kan være at strø afklippet græs ved planterne.

- Græsafklip er en god måde at holde på vandet ved planterne, siger Mia Stochholm og fortsætter:

- Det skal ligge i et lag på omkring fire centimeter der, hvor jorden er bar, for ellers etablerer ukrudtet sig, og vandet fordamper hurtigt.

Når de første kartofler er høstet, bør du plante noget andet samme sted. Bar jord er nemlig ikke velkommen i køkkenhaven.
Når de første kartofler er høstet, bør du plante noget andet samme sted. Bar jord er nemlig ikke velkommen i køkkenhaven.

Bevar roen

Før sagde man, at hækken bør klippes før midsommer, men det er i den grad en misforståelse. I hvert fald, hvis du spørger Mia Stochholm.

Juni er nemlig yngletid for fuglene, og de skal derfor helst have fred og ro.

- Fuglene bygger rede i hækken, og man forstyrrer dem, hvis man klipper. Samtidig blomstrer ligusterhækken til stor gavn for insekterne, siger Mia Stochholm.

Formklipning

Selv om du bør holde igen med den helt store hækkesaks, så er juni en god måned, hvis du har planter, der skal formklippes.

- Hvis man formklipper i juni, kan planterne nå at skyde sommerskud igen, så når vi når frem til august, kan man lige give dem en efterstudsning, og så står de stramme frem til næste forår, siger Jesper Carl Corfitzen.

Powered by Labrador CMS