Gør forårshaven klar i efteråret

Selv om foråret ligger lidt ude i fremtiden, er efteråret faktisk et rigtig godt tidspunkt at gøre haven forårs- og sommerklar på.

Udgivet Opdateret

Selvom foråret lige nu ligger to sæsoner fremme, er der masser af havearbejde i efteråret. Faktisk er efteråret ideelt til at gøre haven forårs- og sommerklar på.

Meget af ens havearbejde i efteråret består af at forårsforberede haven, så den står sund og grøn om seks måneders tid. Sådan lyder det fra Jakob Brandt, der er vicedirektør for SMVdanmark – Det nye Håndværksråd.

– Det virker måske mærkeligt at tænke have, når det hele er ved at begynde at visne, men det er faktisk et rigtig godt tidspunkt at få gjort noget af det, man snakkede om at lave ved haven over roséen på terrassen i sommer, siger han.

Havearbejde i efteråret

Det gælder især større haveprojekter.

– Vores anlægsgartnere arbejder forholdsvis sæsonbetonet, så branchen er altid utrolig travl, når frosten forlader jorden i det tidligere forår. Og der kan det være svært at finde en, der har tid, siger Jakob Brandt og fortsætter:

– Mange af de opgaver kan faktisk med fordel laves i efterårsmånederne – såsom at ændre beplantningen, terrassen og stensætningen – sådan at det blomstrer og spirer, når man når til foråret, siger han.

Lug ukrudtet

Ifølge Jesper Carl Corfitzen, der er haveekspert ved Boligejernes Videncenter, Bolius, er efteråret også et godt tidspunkt at luge ukrudt på.

Hvis ukrudtet får lov til at blive siddende i en fugtig efterårsplæne, har rodnettet gode betingelser for at udvikle sig, og så bliver det sværere at få bugt med, når havemøblerne skal ud igen.

– Jeg luger ukrudt en gang om foråret, hvor jeg klipper stauder ned, og det, der ellers måttet være, og så kører jeg en runde om efteråret og fjerner græsfrø, ukrudt og skvalderkål.

– Så får jeg fjernet det værste nu, så det ikke er så slemt om foråret, siger Jesper Carl Corfitzen.

Riv blade sammen

Andet havearbejde i efteråret består i at rive blade sammen, når træerne og buskene begynder at smide dem i takt med efterårets fremmarch.

– Får det lov til at blive liggende, står man med endnu flere mosproblemer til foråret, så det er ret væsentligt at få bladbunkerne væk, siger Jesper Carl Corfitzen og tilføjer:

– Det er ikke, fordi man skal støvsuge sin plæne. Der må godt ligge et blad her og der, for regnormene skal nok trække dem ned, men hvis der ligger et lag, skygger det for græsset, som får dårlige vækstbetingelser. Samtidig giver laget også ekstra næring til mosset, der får bedre plads til at vokse, advarer han.

Brug bladene et andet sted

Heldigvis kan bladene gøre gavn andre steder i haven.

Det kan nemlig bruges som nærende bladmuld og drysses under buske og træer og langs hækken.

– Det er faktisk rigtig vigtigt, at vi får opbygget meget mere af det, vi kalder humus-laget – det øvre jordlag – fordi det er fyldt med organisk materiale.

– Det hjælper med at holde på fugten, når vi har sådan en tør sommer, som vi har haft i år, uddyber Jesper Carl Corfitzen.

Så blomster

Sidste mulighed for havearbejde i efteråret er forberedelse af en farvestrålende forårshave.

Hvornår og hvordan skal du klippe din hæk?

Klipning af ligusterhækken

Liguster- og andre løvfældende hække, altså dem, der taber bladene om vinteren, vokser lidt mere end stedsegrønne hække. Hvis de skal stå skarpt hele året, skal du klippe dem både i juni og igen i august.

Hækkene kan dog klares med en enkelt klipning, hvis du kan holde ud, at de stritter lidt og venter til juli måned. Det gælder også bøgehækken.

Stedsegrønne hække klippes forår eller efterår

Cypres, buksbom, gran og andre stedsegrønne hække, som står med blade hele året, behøver også kun en klipning om året.

Det bedste tidspunkt at hive hækkeklipperen frem til den slags hæk er i april eller august/september.

Pas på fuglereder i hækken

Klipper du hækken før Sankt Hans, skal du passe på fuglereder i hækken. Vær også opmærksom på, at du kan komme til at åbne hækken for katte og andre rovdyr, som kan få let adgang til fuglerederne.

Klip hækken på en grå dag

Overskyet vejr og lidt vind er det bedste hækkeklippevejr. Det skyldes, at vinden blæser insekter væk, som bliver hvirvlet frem, når du klipper hækken.

Klip bredest forneden

Hækken klarer sig bedst, hvis den er bredest forneden og lidt smallere i toppen. Fx 30-40 cm øverst og 40-50 cm nederst. Så kan solen trænge igennem hækken, og din hæk kan holde sig tæt og grøn i bunden.

Hvis hækken er bred i toppen, risikerer du, at den ikke får sol nok, og at den knækker sammen, hvis der lægger sig sne på den om vinteren.

Spænd snor ud for at klippe lige

Øjemålet kan være tilstrækkeligt for den rutinerede hækkeklipper, men husk at træde tilbage ind i mellem for at sikre dig, at hækken ikke pludselig er en halv meter lavere i den ene ende end i den anden.

Spænd snor ud, hvis du vil være sikker på, at du klipper hækken helt lige hele vejen hen. Det kan være en god hjælp.

Klip nedefra og op

Hvis du klipper nedefra og opefter, undgår du, at det du klipper af, ender i den del af hækken, som du skal til at klippe.

Siderne skal altid klippes først og toppen til sidst.

Undgå at hækken breder sig

Hækken kan godt snyde dig og blive bredere år for år, hvis du ikke går til den med hækkeklipperen. Selv om den ser skaldet ud lige efter klipningen, skal den komme sig.

Stedsegrønne hække kan ikke skyde fra trælignende, tørre kviste, så der skal altid være grønt tilbage, når du har klippet den.

Lapning af hullet hæk

Ældre hække kan blive hullede og uskønne at se på. Du kan prøve at beskære hækken kraftigt – ind til 5 cm fra grundstammen – og give den et par år til at vokse sig stor igen. Gør det først på den ene side af hækken og efter et par år på den anden side.

Du kan også plante nye hækkeplanter ind i hullerne for at tætte den igen.

Brug afklippet som kompost

Afklippede grene og kviste kan hakkes i mindre stykker og skubbes ind under hækken. Så vil det med tiden kompostere og give hækken næring.

Følg regler for hækkeklipning og undgå nabostrid

Regler for hækkeklipning afhænger af om de står ud til en offentlig vej eller på skellet mellem din grund og din nabos grund. Kend reglerne, så du undgår konflikter med naboen eller kommunen.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

– Ønsker man fuldt blomsterflor i det tidlige forår, skal man have lagt blomsterløgene nu. Narcisser – altså alt inden for påskeliljeslægten – skal lægges nu, for de er længst tid om at udvikle rodnettet. Men krokus, tulipaner og vibeæg kan man faktisk så over hele efteråret.

– Er jorden meget tungt luret, skal man bare huske at give den et lag sand. Det gør jorden mere porøs, så rødderne ikke rådner i løbet af efteråret, siger Jesper Carl Corfitzen.

Klik igennem galleriet for at se, hvad man kan lave af havearbejde i efteråret.

Kilde: Jesper Carl Corfitzen.

Powered by Labrador CMS