Halvdelen af danske børn bruger DR-app

De danske børn er vilde med Ramasjang. Foto: Henrik Vierø/DR Presse
Udgivet Opdateret

51 procent af de danske børn mellem tre og seks år brugte i 2014 hver uge Ramasjang-app’en

Flere danske før-skolebørn bruger DRs Ramasjang-app. I 2013 brugte 28 procent af danske børn i alderen tre og seks år Ramasjang-app’en. I 2014 steg tallet til 51 procent.

Befolkningens medieforbrug ændrer sig hastigt, og førskolebørn benytter sig nu i høj grad af DRs tilbud, når og hvor de vil.

DRs bestyrelse har netop gjort status over 2014 på sit seneste møde, og blandt andet de yngste børns markant øgede brug af DRs digitale tilbud fremgår af “DRs årsrapport 2014”, “DRs public service-redegørelse 2014” og “DR i 2014”.

96 procent af danskerne bruger DR

96 procent af befolkningen benytter sig hver uge af et eller flere af DRs tilbud i radioen, på tv eller nettet. Og selv om flere og flere vælger at opleve DRs programmer og tilbud digitalt, når det passer dem, er der fortsat stor opbakning til DRs traditionelle radio- og tv-tilbud. Således blev 2014 det stærkeste år for DRs tv-kanaler i 10 år. Med en seerandel på 34 procent betyder det, at en ud af tre, som har deres tv tændt, vælger at se DR blandt alle de mange tv-tilbud.

– Det glæder mig, at hele befolkningen bruger DRs tilbud på tværs af tv, radio og net. Opbakningen er en forudsætning for, at DR fortsat kan være med til at styrke den demokratiske samtale og fastholde sammenhængskraften i samfundet med public service-indhold, som både samler, oplyser og udfordrer os som mennesker og som samfund, siger DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen.

De unge voksne er også godt med

En af udfordringerne for DR de seneste år har været at nå den yngre del af den voksne befolkning med relevante tilbud. I 2014 lykkedes det DR3 i sit andet leveår at appellere til de yngre og øge sin seerandel med 35 procent blandt de 15-39-årige i forhold til 2013.

– Det er en glædelig udvikling, der viser, at de yngre også ser med, hvis stoffet bliver gjort vedkommende for dem. Derfor skal DR fortsat have fokus på originalt og nyskabende public service-indhold – også for den yngre del af befolkningen, siger DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen, der også noterer sig, at andelen af danske programmer på kanalen er vokset fra 27 procent i 2013 til 42 procent sidste år.

DR i fremtiden

– DRs vigtigste opgave i de kommende år bliver at bringe DRs public service-mission og -værdier med ind i en forandret og mere digital medievirkelighed. Det kræver væsentlige omstillinger og nye satsninger. DR vil fortsat skabe originalt indhold af høj kvalitet, og fremover bliver det et endnu vigtigere parameter, når DR vil skille sig ud i et globalt mediemarked med mange tilbud, siger Maria Rørbye Rønn med henvisning til DRs nye strategi for 2015-2018: “Værd at dele”.

Hun understreger, at DR samtidig får en væsentlig opgave med at udvikle indhold og tilbud, så de passer til den måde, medierne bliver brugt på. Og indholdet skal være til rådighed på de platforme, hvor brugerne er.

– Det er ambitionen, at DRs digitale tilbud skal være lige så attraktive og relevante for både den enkelte og for alle, som DRs radio- og tv-kanaler er i dag med indhold, som skaber indsigt og oplevelser. Det skal være programmer, der er værd at debattere, værd at have en holdning til og værd at være fælles om. DR vil levere indhold, der er værd at dele, siger Maria Rørbye Rønn.

Powered by Labrador CMS