Håndsprit-gate: Minister banker i bordet

Nu er miljøministeren gået ind i sagen om de tilbagekaldte spritflasker.

Miljøminister Lea Wermelin (S) har bedt Miljøstyrelsen komme med forslag til, hvordan en tilbagetrækning af flasker med håndsprit kan undgås. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Virksomheden SEiMEi fik fredag tre dage til at trække tusindvis af flasker med håndsprit tilbage.

Noget, der kan koste virksomheden livet.

Ifølge Allan Feldt, der sammen med sin kone Mette og en partner ejer SEiMEi, vil en sådan tilbagetrækning koste virksomheden på den anden side af to millioner.

Det har nu fået miljøminister Lea Wermelin (S) til at gå ind i sagen og henstille til Miljøstyrelsen om at finde en løsning.

Tæt dialog

Miljøstyrelsen har i en mail til Newsbreak.dk oplyst, at den er i tæt dialog med virksomheden omkring en løsning, der kan lovliggøre produktet.

“Vi har i går (tirsdag. red.) vejledt virksomheden om, hvad der skal til for at lovliggøre produktet”, oplyser styrelsen.

Den emballage er senere blevet omdrejningspunktet i en tilbagekaldelse af flaskerne med håndsprit, der stadig står i butikkerne.

Opfylder ikke kravene

Ifølge Miljøstyrelsen lever den ikke op til kravene.

“SEiMEi ApS har markedsført et hånddesinfektionsprodukt i en emballage, som kan vildlede forbrugerne, da flasken med ”WiSH Håndsprit 85%” i fremtoning og design af emballagen og etiketten efter Kemikalieinspektionens vurdering kan forveksles med fødevareprodukter”, stod der i afgørelsen, der som udgangspunkt er endelig.

Sådan ser de ud, de flasker, der kan lukke virksomheden SEiMEi. Nu er miljøministeren gået ind i sagen, der dog alligevel ser ud til at stå i stampe. Foto: PR.
Sådan ser de ud, de flasker, der kan lukke virksomheden SEiMEi. Nu er miljøministeren gået ind i sagen, der dog alligevel ser ud til at stå i stampe. Foto: PR.

– Der er mulighed for at komme med nye oplysninger, og så kan sagen i givet fald blive genoptaget, siger Kim Holm Boesen, kontorchef i Miljøstyrelsen, til Newsbreak.dk.

Der er også mulighed for at gå via domstolene.

Kommune til tasterne

Virksomheden har hjemmehørende i Nakskov på Lolland.

Tilbagekaldelsen af flaskerne – og hvad det kunne medføre af økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser – nåede også til rådhuset.

Det fik borgmester Holger Schou Rasmussen (A) til tasterne; han skrev et brev til miljøminister Lea Wermeling og erhvervsminister Simon Kollerup.

(Brevet kan du læse i sin helhed i bunden af artiklen).

Nyheden om ministerens holdning glæder Lollands viceborgmester, Henrik Høegh (V).

– Vi er som kommune meget taknemmelige og glade. Også for folks opbakning på blandt andet Facebook og støtte ved at købe produktet, siger han til Newsbreak.dk.

Ifølge viceborgmesteren skriver Lea Wermelin blandt andet i et brev til kommunen, at det ” … ikke er meningen, de (virksomheden. red.) skal have en økonomisk ulempe”.

– Så kan vi bevare vores virksomhed, siger Henrik Høegh.

Newsbreak.dk har løbende omtalt sagen. Du kan læse mere her:

Miljøministeriet: Denne håndsprit ligner juice

Coronahjælp til danskerne kan koste virksomhed livet

Viceborgmester om ‘sprit-sag’: “Skandaløst”

Brev fra Lolland Kommune

Til
Miljøminister Lea Wermelin
Erhvervsminister Simon Kollerup

Angående Miljøstyrelsens Kemikalieinspektions påbud om tilbagekald af håndspritsprodukter.

Som det er fremgået af dagspressen de seneste dage har Miljøstyrelsen meddelt påbud til flere virksomheder – lokalt SEIMEI i Nakskov – om tilbagekald af håndspritsprodukter fra forskellige handlende under påstand af, at der skulle være for stor risiko for en mulig forveksling med producenterne fødevareprodukter.

Virksomheden og også Lolland kommune forstår slet ikke denne begrundelse fra styrelsens embedsmænd, idet der efter vores klare vurdering er væsentlig forskel på emballage, etiketter m.v.

Såfremt påbuddet fastholdes af styrelsen efter klagebehandlingen, vil en sådan afgørelse få meget store økonomiske konsekvenser for den lokale virksomhed.

Det danske samfund har siden medio marts været i en særdeles alvorlig og kritisk situation på grund af Covid-19. Regering og Folketing har været nødsaget til at gribe ind lovmæssigt med en lang række reguleringer og begrænsninger for at sikre mod alvorlig smittespredning. En lang række lovregler i øvrigt er sat ud af kraft i en længere periode, men lempes nu langsomt som resultat af disse restriktioner og befolkningens indsats. Så normalt gældende regler på mange områder har været midlertidigt suspenderet.

I starten af den kritiske periode var der stor mangel på værnemidler og eksempelvis håndsprit. Sundhedsstyrelsen opfordrede direkte danske virksomheder, der havde mulighed for at kunne bidrage.

Ud fra en overordnet politisk samfundsbetragtning finder jeg det totalt uforståeligt og uacceptabelt, hvis en styrelses kontrolfunkton nu efterfølgende og på et højest diskutabelt grundlag med et påbud af denne karakter direkte sanktionerer og økonomisk straffer de virksomheder, der netop af egen drift tilbød hjælp til det danske samfund i denne meget alvorlige situation.

Jeg skal derfor på det kraftigste opfordre miljøministeren til hurtigt at intervenere i disse sager.

Jeg er helt aktuelt lige nu oplyst af virksomheden, at kontrolinspektionen i dag kl. 16 dels først har udsendt en pressemeddelelse om meddelelse af endeligt påbud om tilbagekald – og først dernæst oplyst virksomheden om samme.

Jeg skal hertil oplyse, at virksomeden allerede den 27. april svarede inspektionen på en række oplysninger – men altså først her den 10. juli modtog forvarsling om muligt påbud. Fremsendte yderligere oplysninger – men enheden har fastholdt sit påbud nu – med ultrakort varsel om senest nu onsdag den 22. at tilbagekalde.

Jeg finder enhedens sagsbehandling og behandling af virksomheden dybt uacceptabel og højest kritisabel.

Jeg har brug for en reaktion og kommunikation fra ministeriet i løbet af mandag den 20. juli i denne særdeles alvorlige sag for virksomheden.

Venlig hilsen

Holger Schou Rasmussen
Borgmester

Powered by Labrador CMS