Her er danskernes dom

Måling fra Voxmeter viser, at 54 procent mener, at politikerne ikke skal gribe ind i sygeplejerskekonflikten

Sygeplejerskerne har været i strejke i fire uger, og der har stadig ikke været politisk indblanding. (Arkivfoto)
Sygeplejerskerne har været i strejke i fire uger, og der har stadig ikke været politisk indblanding. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Mere end halvdelen af borgerne i Danmark mener, at politikerne ikke bør gribe ind i den sygeplejerskekonflikt, der har været i gang siden 19. juni, hvis det samtidig betyder, at sygeplejerskerne ikke får opfyldt deres krav til eksempelvis løn.

Det viser en ny måling foretaget af analyseinstituttet Voxmeter for Ritzau.

Helt præcis mener 54 procent, at politikerne ikke skal blande sig.

26,5 procent svarer ja til, at politikerne skal gribe ind.

I juni var der lidt flere, som mente, at politikerne skulle holde fingrene fra konflikten.

Den gang foretog Voxmeter også en måling for Ritzau, og den viste, at 58,9 procent syntes, at politikerne ikke skulle gribe ind.

Falder fem procentpoint

Der er altså sket et fald på fem procentpoint i den nye måling.

Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen ser positivt på målingen.

- Det er positivt, at der fortsat er så stor en del af befolkningen, som faktisk mener, at det her skal løses af dem, der har med overenskomsten at gøre, og at de også mener, at vi skal have noget mere i løn.

Arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet Henning Jørgensen mener, at vi kan være kommet tættere på et tidspunkt, hvor politikerne vil gribe ind.

- Nu hvor der er gået flere uger, er der åbenbart lidt flere, der synes, at nu er det tid, til at politikerne kommer på banen, siger han.

Stadig stor opbakning

Han hæfter sig dog ved, at opbakningen til sygeplejerskerne stadig er stor.

- Sygeplejerskerne har opbakning i et flertal af befolkningen.

I undersøgelsen fra Voxmeter svarer 59,9 procent, at sygeplejerskerne bør få det samme i løn som eksempelvis politibetjente.

Dog er det kun 44,8 procent, der også svarer ja, hvis det betyder, at de selv skal betale mere i skat.

Henning Jørgensen bemærker, at denne strejke har været mindre synlig end mange andre.

- Det er en særlig situation, vi har været i efter corona, og så har vi fået fodboldlandsholdet til at optage folks opmærksomhed. Mediebilledet har været et andet end at få sygeplejekonflikten belyst, siger han.

Vil blive lettere at trænge igennem

Han mener, at nu hvor EM er slut, vil det blive lettere for sygeplejerskerne at trænge igennem med deres budskab.

Grete Christensen mener dog ikke, at konflikten er usynlig.

- Jeg tror, at synligheden afhænger lidt af, hvor man ser det fra. Hvis man ser på tallene for, hvor mange der har fået aflyst eller udskudt deres behandlinger eller operationer, så er det et ret stort tal i forhold til, hvor få vi har i strejke, siger hun.

Grete Christensen fortalte i sidste uge, at man havde intense drøftelser om at udtage flere sygeplejersker til strejke.

Svære krav at indfri

Henning Jørgensen mener dog, at det bliver svært for sygeplejerskerne at få indfriet deres krav om højere løn.

- Men spørgsmålet er jo, om arbejdsgiverne vil komme til forhandlingsbordet igen, eller om man vil tage chancen med et politisk indgreb siger han.

Den nye måling fra Voxmeter er foretaget mellem 5. og 9. juli med svar fra 1006 respondenter.

Voxmeter-målingen fra juni blev foretaget 16. til 18. juni med svar fra 1008 respondenter.

Powered by Labrador CMS