Her har hver anden arbejdsplads problemer

Over halvdelen af arbejdsmiljørepræsentanterne i 3F oplever problemer med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, og lige så mange har ikke fået tilbud om en efteruddannelse.

3F og Dansk Arbejdsgiverforening er ikke helt enige om, hvordan man skal forholde sig til analysen. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

De er valgt af deres kolleger til at sikre et godt arbejdsmiljø på arbejdspladsen, men der er store udfordringer for de over 5.000 arbejdsmiljørepræsentanter i 3F.

Det skriver Fagbladet 3F.

Det viser en undersøgelse, som konsulentvirksomheden TeamArbejdsliv har foretaget for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Over halvdelen af arbejdsmiljørepræsentanterne i 3F oplever problemer med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Samtidig kniber det med at få tid til at tage sig af opgaverne og få indflydelse på beslutninger om arbejdsmiljøet.

– Det er slet ikke godt nok, når vi kan se, at der fortsat er problemer med arbejdsmiljøet, siger Ulla Sørensen, der er arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F.

Hun fastslår, at 3F kæmper for, at arbejdsmiljørepræsentanterne får bedre vilkår.

– Men undersøgelsen understreger, at der mangler tid i hverdagen til, at de kan udføre deres arbejdsmiljøopgaver. Og at over halvdelen af arbejdsmiljørepræsentanterne ikke får tilbud om den årlige efteruddannelse, som de har krav på, siger Ulla Sørensen.

Subjektive oplvelser

Chefkonsulent Povl-Christian Jensen, Dansk Arbejdsgiverforening, mener, at undersøgelsen blandt arbejdsmiljørepræsentanterne i 3F skal tages med forbehold, da den er baseret på subjektive oplevelser.

– Selvom vi generelt har et rigtig godt arbejdsmiljø i Danmark, så vil der godt kunne være områder, hvor tingene kan gøres bedre i forhold til det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Og det skal ske i samarbejde mellem ledelsen og arbejdsmiljørepræsentanterne på de enkelte arbejdspladser, siger han til Fagbladet 3F.

Povl-Christian Jensen afviser, at arbejdsgiverne løber fra kravet om tilbyde arbejdsmiljørepræsentanterne en supplerende uddannelse hvert år.

– Det gør de på ingen måde. Men når det handler om den supplerende efteruddannelse, ved vi, at der kan herske usikkerhed om, hvad der tæller med, fordi der ikke er tale om faste krav, men et tilbud, siger Povl-Christian Jensen.

Det kræver tid

Johnny Dyreborg, der er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, mener, at det er vigtigt at fokusere på, hvordan arbejdsmiljøet håndteres ude på landets virksomheder. Og ifølge Johnny Dyreborg er der en tendens til, at arbejdsmiljørepræsentanter på større virksomheder er lidt længere væk fra beslutningerne omkring arbejdsmiljøet end deres kolleger på mindre virksomheder.

– Arbejdsmiljørepræsentanterne er en ressource og et potentiale til at være med til at løse og forebygge problemer og ulykker på arbejdspladserne. Derfor er det vigtigt, at de bliver inddraget, og man giver dem den fornødne tid, ressourcer og de kompetencer, der skal til for at være med til at løse kollegernes og arbejdspladsens problemer med arbejdsmiljøet, siger han.

Powered by Labrador CMS