Irma vokser sig stærkere på vej mod Florida

Irma nærmer sig den amerikanske delstat med vindhastighed tæt på 200 kilometer i timen. Cuba slap nådigt.

Udgivet Opdateret

Orkanen Irma vandt søndag fornyet styrke, da den nærmede sig Key West og andre af Floridas øer som en kategori 4-orkan.

Orkanen var tidligt søndag morgen (lokal tid) omkring 65 kilometer sydøst for Key West med vindstød på op til 210 kilometer i timen.

Et voldsomt regnvejr og tornadovinde slår mod USA’s kyst, mens uvejret nærmer sig.

I Key West og andre steder har titusinder søgt tilflugt i beskyttelsesrum og særligt beskyttede centre.

– Vi er bange for vort liv, siger den 60-årige Carol Walterson Stroud, som befinder sig i Key West, hvor hun har søgt tilflugt i et ældrecenter sammen med sin mand, sit barnebarn og sin hund.

I alt er omkring 6,3 millioner mennesker omfattet af evakueringsplaner, som er udfærdiget af de amerikanske myndigheder. Indtil videre har 170.000 mistet strømforbindelsen.

Cuba slap nådigt

Lørdag bevægede Irma sig ind over dele af Cuba. Træer blev revet op, tage blæste af og hoteller på landets bedst kendte turiststed, Varadeo, blev beskadiget, beretter The Guardian.

I store dele af hovedstaden Havana slog myndighederne strømmen fra af sikkerhedsmæssige hensyn.

Omkring 10.000 personer nær havnepromenaden Malecon blev evakueret af frygt for oversvømmelser. Men mange cubanere åndede alligevel lettet op, da orkanens centrum, også kaldet øjet, passerede hen over den nordlige del af landet, skriver The Guardian.

Irma er den første kategori 5-storm til at ramme Cuba siden 1932.

– Helt ærligt, jeg forventede, at det ville være værre. Jeg troede, at taget ville være væk, når jeg kom tilbage, siger en beboer i kystbyen Caibarien, mens han med en machete hakker grene af et træ, der er væltet foran hans hus.

Sherif: Skyd ikke mod orkanen

Mens floridianerne venter på at blive ramt af katastrofen har en skør idé fundet stor opbakning på Facebook. Her er der oprettet en begivenhed, der opfordrer til at man skal tage sit skydevåben og affyre det mod stormen, når den ankommer.

Det vanvittige forslag virker mest af alt som en joke, men efter 25.000 Facebook-brugere har tilkendegivet, at de vil deltage i beskydningen har sheriffen i Pasco i Florida set sig nødt til at advare folk mod at gøre alvor af planen.

 

– For lige at gøre det klart, affyr IKKE våben mod Irma. I vil ikke få den til at vende om, og det vil have meget farlige følger, skriver sherif-kontoret på sin Twitter-profil.

 

Powered by Labrador CMS