IS frigiver flere hundrede bortførte

Under tilbagetoget fra byen Manbij fredag tvang IS 2000 borgere med sig.

En soldat fra den kurdisk-arabiske hær SDF vandrer rundt i byen Manbil i det nordlige Syrien, efter det er lykkedes at fordrive Islamisk Stat. Foto: Delil Souleiman/AFP
Udgivet Opdateret

Islamisk Stat frigiver flere hundrede bortførte borgere i det nordlige Syrien. Det bekræfter Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Observatoriet kunne fredag fortælle, at IS fredag under tilbagetoget fra byen Manbij tog 2000 mennesker som gidsler med sig for at bruge dem som menneskelige skjolde.

Det skete, da den kurdisk-arabiske alliance SDF var ved at indtage Manbij.

En kilde i SDF bekræfter, at flere hundrede af de bortførte er frigivet af IS eller er flygtet fra jihadisterne.

IS har haft en stribe militære nederlag i Syrien og Irak, og jihadisterne har ofte bortført lokale borgere, når de presses til at rømme områder.

De har også benyttet sig af lureminer i biler og brugt selvmordsbomber til at bremse deres fjenders fremrykning.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der sædvanligvis er velorienteret om kamphandlingerne, så har 437 civile, heriblandt over 100 børn, mister livet under kampene om Manbij.

De kurdisk-arabiske angribere har under deres offensiv mod den strategisk vigtige by Manbij været støttet af luftangreb fra den amerikanskledede styrke.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS