Jægerformand: Katte hører ikke hjemme i dansk natur

27 procent af danskerne mener, at omstrejfende katte er et problem i Danmark, ifølge en undersøgelse fra Københavns Universitet, skriver TV2.

Søde ser de ud. Men hører de hjemme i den danske natur? (Foto: Scanpix)
Udgivet Opdateret

Er omstrejfende katte et problem i Danmark? Det er der mange, der mener. For ifølge en stor undersøgelse fra Københavns Universitet mener 27 procent af danskerne, at ja, det er et problem i Danmark. Det skriver TV2.

Og det bakkes ligeledes op af et borgerforslag til Folketinget, der har fået flere end 10.000 danskere til at skrive under. Det er danskere, der alle vil have en dansk kattelov, der kan holde styr på vores lodne venner.

Det er et forslag, som formanden for Dansk Jægerforbund bakker op om.

Således mener formand Claus Lind Christensen, at katten er et rovdyr – og ikke hører hjemme vildt i den danske natur:

– Vi ønsker, at det rovdyr, som katten er, og som ikke hører hjemme i dansk natur, skal mærkes på samme måde, som hundeejere har pligt til at mærke deres hunde, siger Claus Lind Christensen til TV2.

Frygter for katteaids

Blandt andet er det risikoen for den smitsomme sygdom katteaids, der giver forslaget vind i sejlene.

Bare rolig – det kan ikke smitte mennesker – men det er meget farligt for katte, og et udbrud i en nordjysk by i 2017 viser, hvor smitsomt, det er.

Katteaids skyldes et virus, som er i familie med det virus, der giver aids hos mennesker.

Virus overføres mellem kattene ved bidskader, så katte, der lever som vildkatte, er væsentligt mere udsatte end tamkatte.

Killinger kan smittes som fostre og kan derfor fødes som bærere af katteaids.

Der kan gå lang tid fra katten er smittet til den bliver synligt syg – i nogle tilfælde op til 10 år.

Australsk studie: Katte skal skydes

Det er ikke første gang, kattene er i skudlinjen – bogstaveligt talt. Sidste år konkluderede et australsk studie, at katte burde skydes.

Studiet konkluderede, at vilde katte dræbte 316 millioner fugle om året i Australien, mens tamkatte havde 61 millioner fugleliv på samvittigheden om året. Dermed er katte en væsentlig faktor i flere fuglearters tilbagegang, fastslog de australske forskere.

Der findes ikke tilsvarende undersøgelser i Danmark, så der er ikke nogen tal for hvor mange fugle og andre dyr, der bliver slået ihjel af katte her i landet.

Det er derfor også uvist, om katte risikerer at være med til udrydde danske dyrearter.

Powered by Labrador CMS