Jelved: Biblioteks-spild er noget sjusk

Marianne Jelved delte bøger ud i anledning af Verdens Bogdag. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Udgivet Opdateret

Kulturminister Marianne Jelved vil have løst problemet med uafhentede reservationer på biblioteket

Kulturminister Marianne Jelved (R) vil ikke på nuværende tidspunkt pege på, hvordan bibliotekerne kan løse problemet med de hundredetusinder af reservationer af bøger og musik, som aldrig bliver afhentet, skriver Berlingske.

»Jeg har bedt Kulturstyrelsen om at undersøge problemet, så vi har et fagligt grundlag at træffe en beslutning på. Hvis jeg som minister skal involvere de mennesker, der har problemet inde på kroppen, og lytte til deres forslag til en løsning, så skal jeg ikke på forhånd komme med en udmelding,« siger Marianne Jelved.

En rundspørge til landets hovedbiblioteker foretaget af Berlingske Research viser, at biblioteker landet over spilder mange ressourcer på at finde og transportere bøger og musik, som folk reserverer uden nogensinde at afhente.

Problemet er størst i de store uddannelsesbyer, hvor studerende reserverer bøger til opgaver og eksamenslæsning. I København og Aarhus bliver 25-49 procent af det reserverede materiale aldrig afhentet. København vurderer ifølge rundspørgen, at det årligt koster store beløb – penge som kunne være brugt til for eksempel kulturarrangementer.

Politikere og biblioteksfolk peger på flere løsninger på problemet. Man kan give bøder til folk, som ikke afhenter reserveret materiale, på samme måde som man giver bøder ved for sen aflevering. Oplysningskampagner er også en mulighed. Endelig kan bibliotekerne lave systemer, som sender e-mail og SMSer til folk, når det reserverede materiale er ved at være fremme, og dermed give dem mulighed for at afbestille, hvis de ikke længere har brug for materialet.

Marianne Jelved kalder det dumt og sjusket, at folk ikke henter det, som de reserverer.

»Det undergraver et meget large og fantastisk godt system. Hvis man ikke henter det, man har bestilt, så ødelægger man på et tidspunkt systemet. Det her er et problem, som vi skal diskutere offentligt, så folk, der misbruger systemet, kan lære noget. Man skal ikke se igennem fingre med det. Det er noget sjusk. Jeg appellerer til folks snusfornuft: Tag dog det, du selv sætter i gang, alvorligt,« siger Marianne Jelved.

Der tegner sig måske et politisk flertal for at ændre biblioteksloven, så bibliotekerne kan uddele bøder til lånere, som ikke afhenter reserveret materiale. De konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance sagde onsdag til Berlingske, at de støtter idéen. Også de radikales kulturpolitiske ordfører, Marlene Borst Hansen, sagde, at hun principielt ikke har noget imod bøder, og at hun tror, at de vil hjælpe. Men hun mener samtidig, at der skal mere end spørgsmålet om bøder til for at lave biblioteksloven om.

Marianne Jelved mener ikke, en løsning ikke kan findes inden sommerferien.

»Hvis vi skal lave ændringer i biblioteksloven, så kan det tidligst blive i den kommende folketingssamling, og vi ved endnu ikke, om der er andre måder end en lovændring at håndtere problemet på. Normalt er der altid flere måder at løse en opgave på, og derfor må vi først sætte nogle fagfolk til at udvikle nogle forslag til, hvordan vi kan få nedbragt antallet af uafhentede reservationer,« siger Marianne Jelved.

Powered by Labrador CMS