K vil nedlægge regionerne for at undgå overbelægning

Mai Mercado (K) deltager i åbent samråd om PET og terror onsdag d. 27 maj 2015 på Christiansborg. (Foto: Michael Bothager/Scanpix 2015)
Udgivet Opdateret

Det er helt uacceptabelt, at der er borgere, der må ligge på gangene på sygehuse, mener politisk ordfører for de Konservative Mai Mercado (K).

Blandt andet derfor vil partiet have nedlagt regionerne. Det vil nemlig gøre behandlingen mere ens i hele landet og samtidig give bedre planlægning, der vil kunne være med til at komme overbelægningen til livs, lyder det.

»Vi kan se store kvalitetsforskelle på tværs af regionerne. I så lille et land som Danmark, må det ikke være sådan, at der er så store forskelle. Ved at nedlægge regionerne får man et ensartet tilbud. Det vil have en positiv effekt på overbelægningen, fordi man kan nedbringe den med en bedre planlægning,« siger Mai Mercado, der i stedet for den nuværende konstellation med folkevalgte regionsråd, vil have professionelle bestyrelser.

Udmeldingen kommer efter, at nye tal fra Region Hovedstaden ifølge Berlingske viser, at belægningen på flere hospitalsafdelinger er over 115 procent. Konsekvensen er, at patienterne flere steder stuves sammen på stuer eller placeres på gange og i samtalerum.

Derfor melder Mai Mercado sig også klar til at afsætte de fornødne resurser til at få bedre styr på, at der ikke er patienter på gangene.

»I sidste ende er det farligt for patienterne,« siger hun.

Powered by Labrador CMS