Katte forstår – og ignorerer – mennesker

Et nyt studie kan være med til at forklare kattens indifference over for mennesker.

Har forskerne ret, kan din kat fint forstå dig. Den kan også vælge at ignorere dig. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

Har du også oplevet at kalde en kat ved navn for bare at blive ignoreret? I modsætning til hunde virker katte ofte til at ignorere mennesker, inklusive deres egne ejere, hvis de er i humør til det. Det betyder bare ikke, at katte ikke forstår, at de har et navn. Det skriver Scientificamerican.

Et studie har nemlig vist, at katte muligvis godt ved, hvad de hedder, og det kan i sig selv være med til at forklare den adfærd, de udviser, når de bliver kaldt ved deres navn.

Scientificamerican skriver, at et japansk studie af 78 katte viste, at kattene i højere grad reagerede på at høre på deres eget navn, end når de hørte lyde, der mindede om deres navn, men som ikke var det.

Studiet viste også, at kattene reagerede på deres navn, både når det var deres ejere, der talte til dem, og når det var fremmede, der gjorde det.

– Studiet viser, at mange katte reagerer på deres navn, når det bliver udtalt af deres ejere, siger John Bradshaw, biolog ved universitetet i Bristol. Han tror til gengæld kun, at det er et fåtal af katte, der også genkender deres eget navn, når det bliver udtalt af fremmede.

Der er noget i vente

Studiet blev gennemført under ledelse af Atsuko Saito, der er forsker i adfærd ved Tokyo Universitet.

Hun siger, ifølge Scientificamerican, at kattene reagerer på deres navn, fordi de ved, at der kan vente en belønning, eller en straf, når de hører navnet.

Du bliver måske bare ignoreret

John Bradshaw siger, at katte umiddelbart er lige så gode til at lære ting, som hunde er det.

– De har bare ikke samme interesse i at vise deres ejere, hvad de har lært, siger John Bradshaw.

Med andre ord kan det sagtens være, at din kat udmærket ved, at du taler til den, når du taler til den. Det kan bare også være, at den vælger at ignorere dig helt og holdent, hvilket må siges at være forventelig katteadfærd.

Powered by Labrador CMS