Kemikalieudslip: Hul på lastbil med farlig syre

En lastbil fuld af farlig syre måtte natten til lørdag have hjælp af brandvæsen og kemikalievagten, da der gik hul på en tank med 1.200 liter i Greve.

Udgivet Opdateret

Omkring midnat natten til lørdag blev et område omkring Ventrupparken i Greve afspærret, da en lastbilchauffør fik revet hul på en 1.200 liter stor tank med syre.

Ifølge vagtchef Arne Aabech, Midt- og Vestsjællands Politi, drejede det sig om syre med UN-nummeret “3264”, der på Beredskabsstyrelsens hjemmeside er klassificeret som en “ætsende sur uorganisk væske”.

Sikkerhedsområde

– Der løb mellem 300 og 400 liter syre ud af beholderen. Vi var derude med politi, kemikalievagten og brandvæsen. De fik det hurtigt under kontrol og der er ikke noget politimæssigt i sagen. Ingen blev evakueret fra området, men der blev lavet et sikkerhedsområde mens oprydningen stod på, siger Arne Aabech til Newsbreak.dk.

UN-nummer

UN-nummeret er et firecifret nummer, som er tildelt af FNs ekspertgruppe, ‘United Nations Subcommittee of Experts’, som klassificerer alt farligt gods.

Kilde: Beredskabsstyrelsen.

Ingen personer kom til skade ved kemikalieudslippet.

 

Powered by Labrador CMS