Kongelige fik sidste privat farvel uden kameraer på

De sidste minutter af prins Henriks bisættelse fik den kongelige familie en sidste privat stund i kirken.

Udgivet Opdateret

Mens kirkeklokkerne ringede, og Batteriet Sixtus på Holmen affyrede en sidste sørgesalut for prins Henrik, tog den nærmeste kongelige familie en sidste privat afsked med prinsen.

Da den sidste salme var sunget, og kisten blot manglede at blive båret ud, slukkedes de kameraer, der ellers transmitterede hele den kongelige bisættelse.

Dermed fik den kongelige familie mulighed for et sidste privat farvel, inden kisten blev båret ud til den ventende rustvogn, uden at hele Danmark kunne se med.

Ti rødklædte officerer fra Den Kongelige Livgarde, der har stået vagt rundt om prinsens båre, bar efterfølgende kisten ud. De er alle tidligere udsendte og bar også kisten ind i Christiansborg Slotskirke i fredags.

Mens kisten roligt blev lempet ind i den sølvgrå rustvogn, så dronning Margrethe, børn og børnebørn samt de to prinsesser til.

De stod ved indgangen til Christiansborg Slotskirke. Alle var klædt i sort, og dronning Margrethe bar sort slør.

Med plads til smil

En sammensat æresvagt bestående af repræsentanter fra hæren, søværnet og flyvevåbnet stod på fortovet på den anden side af Christiansborg Slotskirke. Musikkorpset spillede “Prins Henriks Honnørmarch”, mens klokkerne ringede.

Der var plads til smil, da dronningen så til, at rustvognen kørte afsted.

Efter rustvognen kørte to biler med de ti officerer fra Den Kongelige Livgarde, der følger båren til det sidste.

Efterfølgende skal den kongelige familie til Amalienborg, hvor der holdes et privat arrangement.

Bisættelsen indledt klokken 11.00

Bisættelsen af prins Henrik blev indledt klokken 11.00.

Det var efter prinsens eget ønske en mindre privat ceremoni, hvor der foruden ansatte ved hoffet og få repræsentanter fra det officielle Danmark primært var danske kongelige og prinsens franske familie til stede.

I alt var der 60 gæster ved bisættelsen, blandt andet statsministeren og formanden for folketinget.

Det var kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen, der stod for bisættelsen. Under bisættelsen holdt han en meget ærlig tale om prinsens liv, inden han foretog jordpåkastelsen som det sidste kirkelige ritual.

Prins Henrik bliver efter eget ønske kremeret, og prins Henriks bisættelse er utraditionel, hans status taget i betragtning.  Halvdelen af hans aske skal spredes ud over de danske farvande, og den anden del skal begraves i en urne i den private del af haven ved Fredensborg Slot.

Powered by Labrador CMS