Kræver fængsel for klitmassakre

En større mængde sand og beplantning blev flyttet, da fredet klit ved Skagen Sønderstrand blev ødelagt i 2019

Den ødelagte fredede klit ved Skagen Sønderstrand. Klitten blev ramt af hærværk, hvor en gummiged har fjernet toppen af et stort klitområde og skubbet sandet ned på stranden.. (Foto: Henning Bagger/Scanpix)
Udgivet Opdateret

En 61-årig erhvervsmand fra Aalborg og en 39-årig mand skal til april for retten i en sag, hvor de anklages for at have ødelagt en fredet klit ved Skagen Sønderstrand.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge anklageskriftet var det den 39-årige, der 26. oktober 2019 på foranledning af den 61-årige flyttede en større mængde sand og beplantning med en læssemaskine.

Der skete ifølge anklagemyndigheden skader for cirka 447.000 kroner.

Ifølge specialanklager Jan Østergaard fra Østjyllands Politi er sagen så grov, at de er nedlagt påstand om fængsel:

– Det er ganske enkelt ud fra en samlet vurdering af den alvor, vi ser på sagen med. Dels er  der tale om et offentligt strandareal, der både er fredet og særligt beskyttet. Og så er det ydermere et område, hvor Frederikshavn Kommune yder klitbeskyttelse. Den samlede vurdering af det – samt de store omkostninger – gør, at vi kræver fængselsstraf, siger Jan Østergaard til Newsbreak.dk.

Udsigten var god i forvejen

Den 61-årige mand, der er en kendt erhvervsmand fra Aalborg, har tidligere fortalt til Nordjyske, at det aldrig har været hans mening, at gummigeden skulle grave i klitterne.

– Jeg har hverken kørt gummigeden eller direkte ordret den til arbejdet. Jeg erkender dog, at uden mig var det aldrig sket, og derfor vil jeg gerne undskylde det skete.

– Hvis retten til sin tid – og i rette sammenhæng – kommer frem til, at der er sået et frø fra min side, påtager jeg mig selvfølgelig det fulde ansvar, skrev han til avisen.

Han fortalte videre, at han og familien har haft sommerhus i Skagen i ti år.

– Vi har en fin udsigt over Sønderstrand, og den er hverken blevet værre eller bedre efter en gummiged tilfældigt en tidlig lørdag morgen 26. oktober 2019 skubbede sand fra toppen af nogle klitter ned mellem klitrækkerne, lød det.

De to mænd er ud over groft hærværk af betydeligt omfang også tiltalt for at have “forvoldt skade på landskabelige og kulturhistoriske værdier af hensyn til almenheden”.

Den 39-årige har ifølge Jan Østergaard ingen geografisk tilknytning til Skagen, men bidrog professionelt med arbejdet.

Inhabilitet

Selv om den ødelagte klit ligger i Nordjyllands Politis kreds, behandles sagen af Østjyllands Politi.

Det skyldes et spørgsmål om inhabilitet, da politidirektør Anne Marie Roum Svendsens mand har forretningsmæssige forbindelser til den 61-årige.

Dette blev oplyst allerede i december 2019.

Powered by Labrador CMS