Kronenedtur skaber tusindvis af jobs

Kronens kurs er faldet i forhold til mange andre valutaer, og det kan gavne den danske eksport. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Den stigende dollarkurs kan give jobfest i Danmark

En sand jobfest kan stå umiddelbart foran sin begyndelse herhjemme. Den effektive kronekurs, der måler kronens bevægelser over for alle de lande, vi handler mest med, er i hvert fald raslet hele fem procent ned siden begyndelsen af 2015. Det er en af de største nedture på så kort tid og er noget, som fyrer godt og grundigt op under dansk økonomi, skriver Berlingske Business.

»Den isolerede effekt af et så stort fald i kronekursen er et sted mellem 12.000 og 18.000 nye job herhjemme. Men oven i det kommer så den faldende oliepris, den lave rente og andre gunstige forhold. Så samlet set er ret betydelige stimulanser nu i gang med at sætte mere skub i dansk økonomi,« siger Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Bank.

Det er »kun« omkring ni procent af den samlede danske import og eksport, som går til USA. Men den kinesiske yuan er også bundet til dollaren, og når dens samlede betydning for dansk udenrigshandel gøres op, styrer den omkring 11 procent af udviklingen i den effektive kronekurs.

Det britiske pund har det også med at svinge lidt i samme takt som dollaren, og det er så meget som seks procent af Danmarks udenrigshandel, der går til eller kommer fra Storbritannien. Der er også flere andre valutaer i verden, der er knyttet til dollaren.

»Så det kan måske godt være så meget som 25 procent eller mere af vores udenrigshandel, som får det bedre, når dollaren stiger i kurs,« siger Steen Bocian.

Han understreger, at de mange nye job kun vil komme, hvis dollaren bliver ved med at holde sig oppe på de nuværende høje niveauer i nogen tid eller måske stiger yderligere. Om det sker, er uhyre svært at sige, men meget tyder på det lige nu.

Der er flere gevinster at høste, når dollaren stiger i kurs. Se bare her:

Når dollaren stiger i værdi, bliver danske varer billigere i USA og i andre lande, som har deres valuta knyttet til dollaren. For Novo Nordisk, Novozymes, Rockwool, A.P. Møller – Mærsk og andre af dansk erhvervslivs giganter er en stigende dollarkurs nærmest det samme som flere penge lige ned i baglommen, eftersom de afregner hele eller dele af deres salg i dollar. Og det er lidt sjovere at veksle én dollar om til syv danske kroner end til de 5,50 kroner, banken ville betale for bare lidt mere end ét år siden.

Omvendt bliver amerikanske varer dyrere, ikke kun herhjemme, men også på vores store eksportmarkeder, sådan at danske virksomheder får nemmere ved at klare sig i konkurrencen med amerikanske varer både herhjemme og i udlandet.

Den stigende dollarkurs sænker også inflationen i USA og øger dermed reallønnen, sådan at de amerikanske forbrugere måske begynder at bruge endnu flere penge, og sætte endnu mere fart på den store amerikanske økonomi.

Men den stigende dollarkurs har også en række dårlige sider. Det er blandt andet:

At mange importvarer bliver dyrere i pris. Det gælder også olie og anden energi, hvorfor prisen på eksempelvis benzin nok vil stige i den kommende tid herhjemme. For virksomheder og private, der bruger meget energi, kan det blive en betydelig ulempe.

At en stærkere dollarkurs gør det dyrere at tage en smuttur til New York eller andre steder i USA for at shoppe eller holde ferie. Også en tur til andre lande, hvis valuta følger dollaren, bliver dyrere.

Powered by Labrador CMS